Grønt ryk-ind i Forum Building Green 2016 finder sted i Forum i København d. 2.-3. november, begge dage fra kl. 9 til kl. 17, og det er gratis at tilmelde sig.

Grønt ryk-ind i Forum

Building Green 2016 slår nu dørene op for årets mest imødesete bæredygtige event. Med et spækket konference- og seminarprogram og fuldt bookede udstillerstande ventes messen at tiltrække tusindvis af besøgende

Såvel arkitekter som ingeniører, bygherrer og andre interessenter kan således se frem til masser af grønt guf og inspiration til kommende byggeprojekter i Forum i København over de næste to dage.

Building Green 2016 åbner onsdag og varer til og med torsdag. Indenfor venter et overflødighedshorn af innovative grønne byggeløsninger fra udstillerne samt en perlerække af foredrag, konferencer, seminarer og debatoplæg fra byggeriets væsentligste topaktører lige nu.

Blandt de internationale hovednavne på den store main stage er direktør og grundlægger Julien De Smedt fra JDS/Julien De Smedt Architects, Jakob Lange, der er partner i BIG, samt Dan Stubbergaard, der er grundlægger af tegnestuen Cobe.

Største program nogensinde
- Årets Building Green-program er det største og mest omfattende, som vi har haft hidtil. Som noget nyt i år sætter vi ikke kun fokus på bygninger, men placerer også bygningerne i sammenhæng med det omgivende bebyggede miljø under det overordnede tema ”Byggeriet i det bæredygtige byrum”, fortæller projektleder Sarah Elhauge fra Building Green.

Med samtlige udstillerstande fuldt booket op og et tæt pakket program med over 125 talere fordelt på både main stage, VIP talks, learning sessions og sponsored talks forventes Building Green at blive besøgt af tusindvis af arkitekter, ingeniører, bygherrer og andre interessenter i løbet af de næste to dage.

Således har Building Green i år slået alle rekorder i antallet af forhåndstilmeldinger.

Masser af grønt bygherre-guf
En af de faggrupper, der ud over arkitekter og ingeniører kan se frem til at hente masser af grøn inspiration til igangværende og kommende projekter, er bygherrerne. I eftermiddag kl. 15 faciliterer Green Building Council Denmark, der bl.a. står for DGNB-certificeringsordningen herhjemme, nemlig debat om, hvordan bæredygtighed kan booste værdiskabelsen for bygherrerne.

I debatpanelet sidder bl.a. Marius Møller, der er direktør for ejendomme i PensionDanmark, adm. direktør i Lejerbo Palle Adamsen, Peter Spøer, der er direktør i Jeudan, samt Gyrithe Saltorp, adm. direktør i Bygningsstyrelsen.

- Der er masser af viden, inspiration, debatoplæg og oplevelser de næste to dage, ikke kun for de projekterende i byggeriet, men i høj grad også for bygherrerne. Building Green samler de dygtigste innovatører i branchen, eksperter, politikere, developere og en masse andre interessenter, der kommer for at se og høre om udviklingen inden for de bæredygtige, energirigtige og grønne løsninger, som vi skal bygge fremtiden på, understreger Sarah Elhauge.   

 -cmn

2/11 2016