Har du tjekket din server i dag?
Selvom byggebranchen sætter rekord i at være bedst dækket ind med cyberforsikringer, så har næsten halvdelen ikke en plan for, hvad de gør, hvis de rammes af et cyberangreb. Det viser en undersøgelse fra Købstædernes Forsikring
I byggebranchen findes rigtig mange små og mellemstore virksomheder, og ifølge Erhvervsstyrelsen har 40 % af alle små og mellemstore virksomheder et for lavt digitalt sikkerhedsniveau. Alligevel viser en undersøgelse fra Købstædernes Forsikring, at rigtig mange mindre håndværkervirksomheder ikke er bekymrede for cybertruslen.
I undersøgelsen, der er foretaget blandt mindre danske virksomheder, svarede kun 16 % inden for bygge- og anlægsbranchen, at de i høj eller meget høj grad er bekymrede for at blive ramt af et cyberangreb. Det er det laveste tal i undersøgelsen. I eksempelvis handels- og transportbranchen svarer 23 %, at de i høj eller meget høj grad er bekymrede.
- Den lave bekymringsgrad kan blive en udfordring, for er man ikke bekymret, ser man sandsynligvis også et mindre behov for at beskytte sig. Men byggebranchen er i lige så høj fare som andre brancher. Eksempelvis består byggeprojekter ofte af mange forskellige leverandører, der udveksler informationer og data på tværs, og hver udveksling er en adgang for hackere. Derfor er det også et fælles ansvar for branchen, at man hver især er med til styrke den samlede sikkerhed, siger Morten Jepsen, der er underwritingdirektør hos Købstædernes Forsikring.
Dækningen bliver påvirket af virksomhedens sikkerhed
Når det handler om cyberforsikring, er branchen godt med. Her svarer 75 % fra bygge- og anlægsbranchen, at de har en cyberforsiking, og det er over gennemsnittet, som ligger på 66 % i undersøgelsen. Dog svarer kun 59 %, at de har en handlingsplan, hvis de skulle blive ramt af et cyberangreb. Det er noget lavere end andre brancher, hvor gennemsnittet er 65 %.
- Det er selvfølgelig rigtig godt, at en så stor del af branchen har fået øjnene op for vigtigheden af cyberforsikringen. Dog er det blot en del af en større handlingsplan, som er nødvendig. Forsikringen kan hjælpe med at dække eventuelle skader, men det er også vigtigt, at virksomheden tager stilling til, hvilke andre handlinger der skal tages, hvis virksomheden pludseligt står i et cyberangreb, forklarer Morten Jepsen.
Derudover påpeger Morten Jepsen vigtigheden af, at man ikke kun sikrer sig i tilfælde af, at angrebet sker, men at man også forebygger ved at skrue op for sikkerheden:
- Man kan forebygge meget ved at få en uvildig gennemgang af sine systemer og procedurer. Det kan give hele sikkerheden et nøk op. Det er først og fremmest vigtigt for egen sikkerhed. Men dernæst er det også vigtigt over for samarbejdspartnere.
- Det er nemlig ikke utænkeligt, at man kan videregive en virus eller følsomme oplysninger til en samarbejdspartner, som oplever store tab som konsekvens, og man så bliver mødt med et erstatningskrav. Det kan forsikringen være med til at dække, men dækningen vil være påvirket af, hvor god virksomhedens sikkerhed er. Det kan sammenlignes med dækningen ved et indbrud i et ulåst hus.
-dc