Hæder til Blox
Hovedvægten ligger på arkitektur og design i multifunktionshuset, der kan umådeligt meget og rummer fleksibilitet til at kunne endnu mere. Nu har huset opnået hædrende omtale ved kåringen af Årets Byggeri 2018 i kategorien Erhverv
Blox er et dominerende element på Københavns havnefront og ikke til at komme udenom. Realdania By & Byg og arkitekten bag - det hollandske OMA - har udfordret den komplicerede opgave og skabt et byggeri, som binder byen sammen med havnen samtidig med, at der er skabt et nyt kulturelt mødested i hovedstaden. Desuden er det lykkedes at etablere et erhvervsmæssigt knudepunkt for arkitektur, design og byggeri. Bygningen rummer arkitektonisk grundforskning. Det er her arkitektur og byggeteknik gentænkes, og det er herfra fremtidens byggerier og design udspringer.
Bygningen rummer med sine ca. 27.000 m2 bl.a. Dansk Arkitektur Center (DAC), et fitnesscenter, et målrettet kontorfællesskab (Bloxhub), cafe, restaurant og 22 eksklusive lejligheder. Bygningens underfacader og pladserne omkring står til rådighed for alle forbipasserende. Her er indrettet legepladser og rum til ophold. Derudover præsenterer bygningen et specialudviklet automatisk p-anlæg. Bilerne er ikke ude af byen, men dog gemt af vejen.
Bygningen udgør en egen verden for arkitektur og design, og målet har været, at den skal bruges bredt. Det er ikke tænkt som et elitært hus, og derfor er mangfoldigheden af de tilbud, der udgår fra huset, også stor - spændende fra de attraktive boliger, øverst i bygningen, over fitnesscenter, Bloxhub og DAC til legeplads og cafeliv.
Det også et grundprincip internt i bygningen, at grænserne mellem de mange og meget forskellige funktioner er flydende, så de fletter sig ind i hinanden. De kostbare arealer kan således udnyttes optimalt ifm. husets forskellige aktiviteter.
Bygningen er helt igennem højteknologisk og rummer komplicerede tekniske installationer. Der er derfor undervejs i processen anvendt softwaresystemet BIM.5D for at sikre optimal koordinering mellem projektets mange faggrupper. Udover det spektakulære design repræsenterer bygningsværket også en ingeniørmæssig bedrift. Den store bygning er opført på en havnegrund og er funderet langt under vandspejlet, hvilket betyder at den - ligesom Operaen - er fortøjet til fast underlag, så den ikke begynder at flyde rundt i havnebassinet. Under hele byggeprocessen, der har pågået siden 2013 har den fire-sporede vej på Christians Brygge været i funktion. Kørebanen har været indskrænket nogle gange og er også blevet flyttet. Man har dog for det meste - ligesom nu - kunnet passere tværs gennem byggeriet.
Dommerkomiteens begrundelse:
Bygninger er en økonomisk, kulturel og resursemæssig hjørnesten i det moderne samfund og under stor forandring i disse år. Blox er skabt for at tage aktiv del i denne omstilling som motor for innovation og udvikling med afsæt i byggebranchen. Det er fra Blox, fremtidens samfundsmæssigt vigtige byggerier skal komme. Bygningen selv er et nyt markant knudepunkt, som med dets mange sammensatte funktioner rummer liv døgnet rumdt og puster liv i en hidtil overset bydel.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 10.
-kj