Hempel Kollegiet invies i Lyngby
DTU's nye kollegium bliver indviet af H.K.H. Kronprinsesse Mary i næste uge
Med Hempel Kollegiet, DTU får 200 studerende nye, smukke rammer til deres studieliv og fritidsliv. De 200 møblerede studieboliger er placeret blandt egetræerne på Lyngby Campus, og de første beboere er netop flyttet ind.
Realiseringen af Hempel Kollegiet, DTU fejres ved en officiel indvielse med deltagelse af H.K.H. Kronprinsesse Mary og finder sted onsdag 13. september
kl. 13.30-15.00 på Hempel Kollegiet, DTU, Fysikvej 315, 2800 Kongens Lyngby.
Opførelsen af Hempel Kollegiet, DTU blev muligt som følge af en generøs donation fra Hempel Fonden. DTU’s rektor Anders Bjarklev udtaler:
- Vi er meget glade for disse nye studieboliger, der indbyder både til samvær og studier blandt vores internationale og danske studerende. Hempel Kollegiet, DTU vil give mere liv på vores campus og understøtter vores vision om en campus, der pulserer 24-7.
DTU modtager hvert år hundredvis af internationale studerende, og de 200 nye boliger i Hempel Kollegiet, DTU kan lette boligjagten for dem. Formand for Hempel Fonden, Richard Sand, udtaler:
- Hempel Fonden har haft et langt og godt samarbejde med DTU, som vi ønsker at udvide og udvikle. Hempel Fonden har erfaret, at en af de største udfordringer for de studerende på DTU er manglen på kvalitetsstudieboliger til en husleje, der er til at betale for de studerende. Det har vi forsøgt at skabe med det nye Hempel Kollegie, og samtidig ønsker vi at give mulighed for, at flere studerende fra hele verden kan mødes i et dansk fælleskab.
Kollegieboligerne er organiseret i tre klynger, der omkranser indre haverum. For at fremme fællesskabet blandt de studerende er bygningerne også indrettet med lounges og fælleskøkkener. De studerendes formand, Mette Bybjerg Brock, udtaler:
- Vi har en stærk kollegietradition i Danmark, hvor beboerne på kollegiekøkkenerne hjælper hinanden, danner et fællesskab og skaber traditioner, som varer mange år frem i tiden. Med kombinationen af halvt internationale og halvt danske studerende, en fordeling som ikke er brugt blandt de øvrige kollegier på DTU, håber vi at kunne få de internationale studerende inkluderet i det fællesskab, og at det vil sprede sig til resten af vores studiemiljø, så det bliver mere internationalt.
Fakta
Hempel Kollegiet, DTU er 7400 m2 stort og ligger i den vestlige kant af DTU Lyngby Campus og er indrammet af 50 år gamle egetræer.
Byggeriet er organiseret i tre klynger, der hver især består af to bygninger med 12 og 13 boliger i henholdsvis to og tre etager. Arkitekturen tager udgangspunkt i at de studerende både skal have plads til at fordybe sig i deres studier og plads til at dyrke små og store fællesskaber på kollegiets område, samtidig med at de indgår som en aktiv del af DTU’s studenter og campusfællesskab. Derfor er der arbejdet med forskellige niveauer af fællesskaber inde såvel som ude.
De tre u-formede bygningsklynger orienterer alle mod et fælles grønt areal med fælles adgangsvej, der snor sig gennem området mellem mindre haverum med forskellig identitet til ophold tættest på bygningerne og de store, åbne fællesterrasser.
-kj