Huslejeloft kan koste staten milliardbeløbValgplakat fra folkeafstemning om jordlovene i 1963

Huslejeloft kan koste staten milliardbeløb

Justitsminister Mathias Tesfaye vurderer, at det ’ikke kan udelukkes’, at nogle udlejere vil blive så hårdt ramt, at de vil kunne få medhold i en påstand om ekspropriation

Af Dan Bjerring
Christiansborg

På et spørgsmål fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, der vil vide, ’hvilke overvejelser om eventuel ekspropriation har regeringen gjort sig i relation til forslaget om loft for huslejestigninger’, oplyser justitsminister Mathias Tesfaye blandt andet, at ’det ikke kan udelukkes, at nogle udlejere vil blive så atypisk hårdt ramt, at de vil kunne få medhold i en påstand om, at der foreligger et ekspropriativt indgreb.

Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj har indgået en aftale om et huslejeloft på fire procent årligt. Huslejeloftet skal gælde i to år, og der lægges op til at indføre et loft over huslejestigninger, der er en følge af, af lejen reguleres efter udviklingen i nettoprisindekset.

Undtagelsesbestemmelse
Forslaget indeholder dog en undtagelsesbestemmelse, som giver udlejer mulighed for at hæve huslejen mere end de fire procent, hvis det kan dokumentere, at lejestigningen på fire procent ikke kan dække stigningen i de udgifter, der knytter sig til ejendommen, sammenlignet med året før. Huslejestigningen kan dog aldrig overstige stigningen i nettoprisindekset.

Justitsministeren oplyser, at ministeriet har foretaget en vurdering af forholdet til Grundlovens §73 om ’ejendomsrettens ukrænkelighed’, og at ’ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det’.

Fuldstændig erstatning
Dog kan afståelse af ejendomsretten ske ’ifølge lov og mod fuldstændig erstatning’:

- Justitsministeriets vurdering har på det foreliggende grundlag været, at forslaget ikke i almindelighed vil udgøre et indgreb med karakter af ekspropriation. Der er – som det altid er tilfældet ved vurderinger efter Grundlovens § 73 – tale om en samlet vurdering af en række momenter, herunder indgrebets intensitet. Fuldstændig klarhed over indgrebets intensitet vil imidlertid forudsætte oplysninger om forslagets virkning for de omkring 160.000 lejemål, hvor lejen reguleres efter nettoprisindekset. På grundlag af de foreliggende oplysninger vurderes det, at det ikke kan udelukkes, at nogle udlejere vil blive så atypisk hårdt ramt, at de vil kunne få medhold i en påstand om, at der foreligger et ekspropriativt indgreb, lyder det fra justitsministeren.

14/9 2022