IdéPrisen 2016: Nybyggeri med personlighed
Imponerende brug af dagslys, overraskende detaljer og et uhørt lavt energiforbrug kendetegner de tre private boliger, der er i finalen til boligejernes arkitekturpris
Det giver pote at bruge en arkitekt, når der skal bygges nyt - ofte også økonomisk. Det er de tre finalekandidater til IdéPrisen 2016 stjerneeksempler på. Fælles for dem alle er også, at beboerne har foretaget nogle helt personlige valg og haft meget specifikke ønsker til alt fra at kunne styre både solceller, hoveddør og gaspejs med en smartphone til at kunne se gennem huset. De krav har arkitekterne bag disse hjem honoreret i overbevisende stil - i flere tilfælde endda til en pris, der ligger forbavsende tæt på prisen på et typehus.- Det er en klar tendens, at vi i højere grad end tidligere vil have unikke hjem, der ikke ligner naboens. Vores boliger skal passe til os og vores måde at leve på. Måske har man oven i købet investeret i en enestående grund. Det kræver noget særligt, som det kan være svært at finde i kataloget med færdighuse. Mange tror fejlagtigt, at det er voldsomt dyrt at få et arkitekttegnet hus, men flere af årets finalehuse beviser det modsatte. Her har beboerne fået en bolig, der passer som en skræddersyet habit til lige præcis dem til en temmelig god kvadratmeterpris, siger Pernille Hjorth, arkitekt MAA og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter, der står bag IdéPrisen.
Vinderen af IdéPrisen afsløres 28. september 2016. Der kan stemmes på de tre finalister på danskeboligarkitekter.dk frem til 31. august. De nominerede er:
Skulpturel 270 m2 stor svævebolig i Glodstrup, der kan styres med mobilen
Arkitekt: Lars Bo Poulsen, Nørkær + Poulsen Arkitekter
Byggepris: 3,75 mio. kr.
Juryen om huset:
- Den detalje, jeg er mest forelsket i ved dette hus, er trappen, som er vanvittig smuk. Kombinationen af træ og mere rå materialer er løst på en utrolig æstetisk måde.
- Familien har fået meget arkitektur for pengene, og det er ikke kun arkitektens fortjeneste. De har fra første skitse engageret sig med stor entusiasme i processen og været kompromisløse i deres ønsker til husets form og arkitektoniske udtryk fx det svævende hjørne, der er lavet uden støttesøjle.
Livsnyder-bolig inspireret af Friis & Moltke
Arkitekt: Jesper Korf, Nørkær + Poulsen Arkitekter
Byggepris: 6,5 mio. kr.
Juryen om huset:
- Den indvendige brug af træ er forrygende. Udover at det ser flot ud, løser træet de problemer, der oftest er med dårlig akustik i store rum.
- Det er smart tænkt, at de kan se vandet gennem huset, når de sidder på eftermiddagsterrassen i solen. Det er en løsning, rigtig mange østvendte huse ved vandet med fordel kunne efterligne.
Uforgængeligt passivhus fyldt med hyggekroge
Arkitekt: Karina Søgaard, Novaform Arkitekterne.
Byggepris: 2,6 mio. kr.
Juryen om huset:
- Vi ser en tendens til, at folk bygger større og større. Men husene bliver ikke nødvendigvis smukkere eller mere spændende af den grund. Denne familie har med stor succes prioriteret de gode og bæredygtige kvadratmeter med fornuftige driftsudgifter og minimal vedligeholdelse og fået et virkelig funktionelt hus.
- Det er en helt unik og trendsættende bolig - hvem drømmer ikke om driftsudgifter på bare 500 kr. om måneden?
- Brugen af cedertræ på facaden gør, at huset også ser smukt ud om fem år – måske endda smukkere og dermed i endnu højere grad bliver en integreret del af naturen.
-kj