Indbringende måned for E&PEnemærke & Petersen skal nu i gang med at renovere almen boliger i Ellebo i Ballerup - i en storentreprise på 124,6 millioner kr. eks. moms. (Foto: Maria Albertsen)

Indbringende måned for E&P

Enemærke og Petersen vandt byggeprojekter for en halv milliard i oktober. Det giver anledning til fornyet ”optimisme i et trængt marked”, vurderer firmaets administrerende direktør

Fem gange er der blevet jublet i Enemærke & Petersen i løbet af oktober måned, for fem gange har entreprenørvirksomheden fået tilsagn om en omfattende renoverings- eller nybygningsopgave indenfor én måned. Byggeprojekter som i alt løber op i 534 millioner kroner eks. moms.

Hos Enemærke & Petersen er adm. direktør Henrik Mielke selvsagt godt tilfreds med oktobers resultat:

- De fem vundne opgaver giver os grund til at være optimistiske efter et år, hvor mange udbud er blevet skubbet som følge af den nye udbudslov og markedet har været trængt. Så de fem sager kommer på et rigtigt godt tidspunkt, hvor vi er i gang med at afslutte flere store projekter og er klar til nye opgaver, siger Henrik Mielke.

Enemærke & Petersen skal nu i gang med at renovere almen boliger i Ellebo i Ballerup - i en storentreprise på 124,6 millioner kr. eks. moms. Hernæst kommer tækkehusbebyggelsen Tjur- og Tejstgården i Hundige i en totalentreprise på 119,4 millioner kr. eks. moms, hvor arbejdet udføres i samarbejde med Arkitema og Danakon.

Desuden venter Rigshospitalets Kollegium i en hovedentreprise på 44,6 millioner kr. eks. moms,   Ålholm Skole i Valby i en hovedentreprise på 58,7 millioner kr. eks. moms og sidst, men ikke mindst, nybyggeri og renovering af Sankt Joseph Kloster i København til plejecenter og seniorbofællesskab i en totalentreprise på 186,4 millioner kr. eks. moms. I samarbejde med Rubow arkitekter og Sweco.

-cmn

4/11 2016