InfraLCA bliver 'et must' de kommende årBrugen af InfraLCA vil blive udbudt som blandt andet virtuelle kurser via Teams og henvender sig til alle, der arbejder med anlæg og infrastruktur.

InfraLCA bliver 'et must' de kommende år

Når det gælder infrastruktur, og det klimaaftryk eksempelvis en vej har fra start til afvikling, kaldes det en InfraLCA, og Vej-EU vil i den kommende tid tilbyde kurser til alle, der arbejder med anlæg og infrastruktur

Også anlægsbranchen lærer nu at sige LCA – som på godt dansk kan oversættes til 'livscyklusanalyse'. Når det gælder infrastruktur kaldes det en infraLCA. Derfor er Vej-EU nu i fuld gang med at klæde branchen på med kurser i infrastrukturområdets LCA'er.

Den såkaldte InfraLCA er frit tilgængeligt på Vejdirektoratets hjemmeside. Det er et værktøj til at opgøre klimaaftrykket af infrastrukturprojekter.

- Vi er allerede godt i gang med InfraLCA til klimaanalyser af den danske anlægsbranche. Med InfraLCA kan vi opgøre de aktuelle CO2-udledninger og effekten af CO2-reducerende initiativer, fortæller specialkonsulent Christian Axelsen fra Vejdirektoratet.

Christian Axelsen er en af de drivende kræfter i vejsektorens kurser om sektorens klimaaftryk, og han har i regi af Vej-EU allerede gennemført kurser. Og der er flere på vej. Der vil fremover løbende blive udbudt kurser i InfraLCA i samarbejde med de skarpeste eksperter på området.

- Alle er blevet klar over, at der er kommet nye klimakrav, og mange sætter sig godt ind i stoffet for at kunne levere herpå, siger Christian Axelsen, og fortsætter:

- På kurserne i Vej-EU præsenterer vi InfraLCA i en række forskellige sammenhænge og i dialog med vores samarbejdspartnere. Det indebærer gennemgang af de nødvendige data og tolkning af resultaterne – og ikke mindst feedback i form af input, der kan bidrage til at videreudvikle InfraLCA. Det bliver et centralt værktøj i de kommende år, så derfor satser vi på at få det kommunikeret klart og bredt.

Primært fokusområde
Vej-EU kalder InfraLCA et need-to-know-kursus, som bliver et absolut must i de kommende år.

- Vi satser på at klæde infrastrukturbranchen på, så branchen på bedste vis kan leve op til de klimaambitioner, der stilles overalt i samfundet. InfraLCA vil blive et primært fokusområde på linje med Vej-EU’s vedholdende arbejde med certificeringskurser i sikkerhed på vejene, siger sekretariatschef Eva Kartholm, Vej-EU.

Brugen af InfraLCA vil blive udbudt som blandt andet virtuelle kurser via Teams og henvender sig til alle, der arbejder med anlæg og infrastruktur herunder kommunerne, som har vist stor interesse for at tilegne sig de nye klimaværktøjer.

- Kommunerne er et meget vigtigt område, da de har ansvaret for mange kilometer veje og løbende arbejder med den borgernære infrastruktur, som fylder meget, og derfor også har stor effekt på det nationale klimaregnskab, understreger Christian Axelsen.

-dc

31/8 2023