Ingen yderligere lempelser for certificering i BR18
Mange flere byggerier kan nu gennemføres uden tilknytning af en certificeret rådgiver
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Af et svar fra indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen til folketingsmedlem for Venstre, Torsten Schack Pedersen, fremgår det, at regeringen ikke mener, at der aktuelt er grundlag for at lempe yderligere på de krav, der vedrører, om en certificerede rådgivere skal tilknyttes en byggesag eller ej
Torsten Schack Pedersen havde ønsket at vide, om der bør gives mulighed for, at flere byggerier kan indgå i ’klasse 1’ af Bygningsreglementet (BR18), når der opstår flaskehalse i byggeriet som resultat af mangel på certificerede rådgivere.
Løbende evalueret
Ministeren peger på, at siden certificeringsordningen for brandrådgivere og statikere blev obligatorisk at anvende fra 1. januar 2020, har Bolig- og Planstyrelsen sammen med byggebranchen og kommunerne løbende evalueret og justeret ordningen, hvor der har været behov for det:
- Justeringerne har blandt andet betydet, at mange flere byggerier og arrangementer, som bor-
gere, foreninger og mindre virksomheder er involveret i, nu kan gennemføres uden tilknytning af en certificeret rådgiver, forklarer Christian Rabjerg Madsen.
Mange justeringer
Justeringerne gælder blandt andet opførelsen af de fleste enfamiliehuse, ombygninger og tilbygninger til enfamiliehuse, mange simple ombygninger i etagebyggeri, ændringer af pladsfordelingsplaner for forsamlingslokaler, midlertidig opstilling af udendørs salgsområder og mindre transportable konstruktioner såsom telte, samt afholdelsen af mindre arrangementer i lokaler, der ikke er godkendt til forsamling.
Ikke slået igennem endnu
- De seneste ændringer af reglerne trådte i kraft den 1. juli i år, hvorfor effekten formentlig ikke er slået fuldt igennem endnu. Justeringerne kræver hver gang en vurdering af konsekvenserne for sikkerheden i byggeriet, og det sker i tæt dialog med branchen og kommunerne. På baggrund af ovenstående mener jeg derfor ikke, at der aktuelt er grundlag for at lempe yderligere på de krav, der vedrører, om en certificeret rådgiver skal tilknyttes en byggesag eller ej, slutter indenrigs- og boligministeren.