Julegaver kan give ansatte skattesmæk

Julegaver kan give ansatte skattesmæk

Mange virksomheder er i denne tid begyndt på at bestille julegaver til medarbejderne

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det gælder som virksomhed om at passe på med at være alt for venlig ved medarbejderne i form af julegaver.

Men pas på!

Bliver gaven for dyr, eller har de ansatte fået andre personalegoder i løbet af året, kan det udløse skat hos medarbejderne

Reglerne er faktisk indviklede, og en medarbejder kan få skattefri gaver fra en eller flere arbejdsgivere når:

• Fysiske gaver og andre mindre personalegoder maksimalt har en samlet værdi af op til 1.300 kroner. (for 2024)

• Medarbejderen skal altid betale skat af gaver i form af kontanter.

• Gavekort er kun i særlige tilfælde skattefrie.

Overstiger det samlede beløb for personalegoder og gaver i løbet af året de 1.300 kr. skal hele beløbet beskattes

Særlig regel for julegaver
Der er dog særlige regler for jule- og nytårsgaver. Selvom det samlede beløb overstiger 1.300 kroner i år, bliver julegaven ikke beskattet, når den højst koster 900 kroner - men i det tilfælde bliver de øvrige gaver beskattet. Det betyder altså at:

• Er der givet andre gaver for mere end 400 kroner i årets løb, må julegaven maksimalt have en værdi af 900 kroner, hvis beskatning af julegaven skal undgås.

• Hvis det samlede beløb overstiger 1.300 kroner, bliver selve julegaven ikke beskattet, hvis den højst koster 900 kroner. - men de øvrige gaver, der er givet i årets løb, bliver i det tilfælde beskattet.

Momsen kan trækkes fra
Som arbejdsgiver kan man kan fratrække moms på gaver til medarbejdere og forretningsforbindelser, uanset om gaven holder sig inden for den skattemæssige grænse.
Hvis gaven er påført virksomhedens navn eller logo og koster mindre end 100 kroner eksklusive moms, anses den dog for at være en reklamegave og giver fuldt momsfradrag.

Julefrokost
Hvis arbejdsgiveren helt eller delvist betaler udgifterne, beskattes en julefrokost ikke, når arrangementet er af et ”rimeligt omfang og varighed”.

Det er ikke en betingelse, at julefrokosten bliver holdt på arbejdspladsen. Julefrokosten kan også holdes på eksempelvis en restaurant.

6/11 2024