Kastrup skal sikre sin position som Nordeuropas trafikknudepunkt for fly

Kastrup skal sikre sin position som Nordeuropas trafikknudepunkt for fly

Det bliver undersøgt, om der kan ske ændringer af støjkonsekvensområdet omkring lufthavnen, der kan åbne nye muligheder for byudvikling i nabokommunerne

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Til daglig er det de færreste i byggesektoren, der skænker det en tanke, hvilke muligheder lufthavnen i Kastrup har for at udvikle sig.

Men ser man tilbage på de seneste par årtier, har lufthavnen gennemgået store forandringer gennem byggerier, og nu har Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale, der sikrer Københavns Lufthavn i Kastrup bedre rammer for den fremtidige udvikling.

Forligspartierne er enige om at ændre Udbygningsloven, der skal give Københavns Lufthavne A/S mulighed for at indlede en udvikling af lufthavnen, som kan understøtte lufthavnens position som Nordeuropas trafikknudepunkt.

Ændringer i plangrundlag
Ændringen af Udbygningsloven skal blandt andet give mulighed for, at tværbanen forkortes og forskydes, samt at arealbestemmelserne forsimples for at give lufthavnen bredere rammer for fleksibel planlægning af luftfartsrelaterede erhverv med sammenhæng til lufthavnens drift.

Som led i udviklingen af lufthavnen skal der også gennemføres ændringer af plangrundlaget for lufthavnen, ligesom det bliver undersøgt, om der kan ske ændringer af støjkonsekvens- og restriktionsområdet omkring lufthavnen, der kan åbne nye muligheder for byudvikling i nabokommunerne.

Også ny udvikling omkring Rosklide Lufthavn
Nok endnu større betydning for byggeriet bliver det, at det skal undersøges, hvilke konsekvenser udviklingen har for Roskilde Lufthavns rolle som aflastningslufthavn, og om støjkonsekvens- og restriktionsområdet omkring Roskilde Lufthavn bør revideres med henblik på at åbne nye muligheder for byudvikling i nabokommunerne.

Det har længe været et ønske i specielt Roskilde Kommune og Greve Kommune, at der etableres nogle realistiske støjzoner omkring Roskilde Lufthavn. De nuværende regler lægger store bånd på udviklingen i blandt andet Tune, selv om der med tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens ord er ”mere støj fra fuglesang end fra fly”.

Støjzonerne er beregnet ud fra nogle meget teoretiske scenarier, de er komplet urealistiske både i forhold til de nuværende forhold og til en fremtidig udvikling.

21/12 2021