Københavnertunnelgruppe venter i spænding på valgresultat
Der er spænding om valgresultatet ved kommunevalget i København hos Københavnertunnelgruppen, der i et nyhedsbrev peger på, at de næste 1½ år bliver afgørende for havnetunnel/østlig ringvej
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der er frygt for, at flertallet bag projektet forsvinder, hvis venstrefløjen i Borgerrepræsentationen vinder valget og måske endda sætter sig på overborgmesterposten.
Den nye formand for Københavnertunnelgruppen, Bo Sandberg, der også er cheføkonom i Dansk Byggeri, peger på, at udformningen af Nordhavnstunnellen fra Svanemøllebugten til selve Nordhavn skal besluttes i 2018, og i den forbindelse er vigtigt for Københavnertunnelgruppen, at Nordhavnstunnellen bliver forberedt til at føres videre i en samlet ringvej mod Refshaleøen og Amager.
Ønsker lang version
Bo Sandberg understreger samtidig, at man ønsker, at ”den lange version af tunnelen” vælges:
- Det meste af finansieringen er på plads, men i 2018 skal der forhandles om de sidste elementer. Derefter kan en anlægslov forhåbentlig vedtages i Folketinget. Forundersøgelsen af østlig ringvej bør afsluttes i 1. halvår 2019, siger Bo Sandberg.
Den nævnte forundersøgelse blev igangsat i foråret 2017 i Transportministeriets regi med fælles finansiering fra staten, Københavns Kommune, Refshaleøens Ejendomsselskab og Region Hovedstaden:
1. etape åbner 17. december
- Det er et meget positivt signal, at de parter, der i sidste ende ventes at skulle finansiere selve ringvejen, også er sammen om at finansiere analysearbejdet, der nu er kommet godt i gang. Forundersøgelsen skal belyse fire emner – finansiering, trafikanalyser, tekniske undersøgelser/miljø og trafiksaneringsplan med deraf følgende fredeliggørelse af ”indre by”, forklarer formanden for gruppen.
Meget tyder nu på, at Nordhavnsvejen fra Hans Knudsens Plads til Svanemøllebugten åbner søndag den 17. december. Anlægsarbejdet har været i gang siden 2011, og Bo Sandberg slutter:
- Det er en stor milepæl, at første etape af havnetunnel/østlig ringvej nu bliver færdig...