Køge udbyder 52.000 kvadratmeter byggeretter ved Køge Nord Station
EDC Erhverv Poul Erik Bech skal stå for udbuddet på vegne af Køge Kommune, og mulighederne er mange med bl.a. hotel og konferencecenter som høj prioritet
Køge Kommune har store udviklingsplaner og udbyder nu hele 52.000 kvm byggemodne, byggeretter direkte ved Køge Nord Station. EDC Erhverv Poul Erik Bech skal stå for udbuddet på vegne af Køge Kommune, og mulighederne er mange med hotel og konferencecenter, som høj prioritet sammen med kontorer, efterfulgt af detailbutikker og muligvis boliger.
Lokationen er attraktiv med et trafikalt midtpunkt ved stationen, maksimal synlighed med op til 130.000 daglige forbipasserende mod Køge Bugt Motorvejen og kun 20 min i tog direkte til Københavns Hovedbanegård.
Køge er i dag midt i en transformation, som rækker langt ud over rollen som forstad til København. Med Sjællands Universitetshospital i Køge, udvidelse af Køge Bugt Motorvej og Køge Nord Station med direkte adgang til København – og gode forbindelser til resten af landet og udlandet, så blæser der positive vinde i kommunen. Projektchef i Køge Kommune, Johan Leo, siger:
-Vi står et godt sted i Køge Kommune, hvor byen vokser markant, og vi har Sjællands højeste jobvækst. Mange virksomheder tilvælger kommunen og erhvervslivet tiltrækker medarbejdere fra hele regionen og de strategiske investeringer i en stærk infrastruktur begynder for alvor at give en effekt. Samtidigt vil vi også på sigt drage nytte af Femern-forbindelsen til Tyskland.
Vi er derfor klar med et nyt tiltag for at fremtidssikre udviklingen i kommunen og udbyder store, byggemodne erhvervsarealer på samlet 52.000 kvm ved Køge Nord Station. Vi ser flere mulige scenarier til det store projekt med mange muligheder for en eller flere kommende købere.”
Blandet erhvervsbebyggelse klar til fremtiden
Arealerne ved Køge Nord Station kan planlægges til blandet erhvervsbebyggelse, hvor virksomheder kan kombinere produktion, forskning, udvikling, laboratorier og administration på samme lokation. Samtidig arbejder kommunen målrettet på at holde fast i de brancher, der allerede er stærkt repræsenteret i Køge.
Mikkel Emil Valeur, Partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, siger:
-Området er et vigtigt knudepunkt ved porten til Hovedstaden og en central del af kommunens strategi for erhvervsudvikling. Grunden egner sig ideelt til både kontorer, liberale erhverv og hotel- og konferencefaciliteter, men der er især potentiale for produktionsvirksomheder, herunder fødevareproduktion, life science, energi og klimaløsninger, der ønsker at etablere sig i en bynær, synlig og bæredygtig ramme med adgang til højtuddannet arbejdskraft.
Udbuddet gennemføres som tre udbud inden for samme matrikel, hvor Køge Kommune ønsker at få udviklet området. Udbuddene gennemføres særskilt, men en køber har mulighed for at byde på alle tre udbud, hvilket vil blive tillagt positiv vægt i kommunens vurdering af de indkomne bud.
-kis