Klæder kunderne på til BR18 klimakrav
Bygmas bæredygtighedsteam tager i disse uger rundt i hele landet for at ruste virksomhedens håndværkskunder til de nye klimakrav.
Et nyt bygningsreglement for nybyggeri træder i kraft den 1. januar 2023. Der indføres bl.a. CO2-loft for nybyggeri over 1000 m2, og der skal fremover leveres et klimaregnskab for alt nybyggeri.
- Vi har taget initiativ til en række infomøder i alle regioner om de nye krav, så vores kunder står bedst muligt rustet, når de nye regler træder i kraft ved årsskiftet, siger Bygmas Klima- og bæredygtighedschef Elnaz Ehsani.
- Uanset om man står for entreprisen, er underentreprenør eller har en mindre leverance til nybyggeriet, vil man blive mødt af de nye klimakrav. Vores opgave er at gøre kunderne opmærksom på, hvad der kræves af dem, og hvordan de bedst kommer i mål med de nye krav.
Højner vidensniveauet
Der har været stor forhåndsinteresse for Bygmas klima-infomøder, der strækker sig over halvanden time.
- Udover de nye krav i BR18, og en gennemgang af hvordan kunderne bliver påvirket, kommer vi også ind på, hvordan Bygma kan hjælpe med at facilitere processen. Eksempelvis er alt vores træ certificeret. Vi har mærket vores klimavenlige produkter med 'Det Grønne Valg' og via Bygma ProffDok kan vores håndværkskunder lette og effektivisere arbejdet med dokumentationen, som ofte er en af de store tidsrøvere, siger Elnaz Ehsani.
- Vi glæder os over, at vi på denne måde kan være med til at højne vidennivauet i branchen, og at så mange tager imod tilbuddet. Det er vigtigt, at vi står sammen om at løfte den bæredygtige dagsorden, og at vi gør det let og tilgængeligt for kunderne at leve op til lovkrav og at bygge bæredygtigt, siger Elnaz Ehsani.
-dc