Kloakmesse slog ny rekordMasser af rør, muffer og mylder i messecentret i Fredericia. Kloakmessen 2018 satte ny rekord både i antal udstillere og besøgende.

Kloakmesse slog ny rekord

- Kloakmessen med til at fremtidssikre branchen, lyder det fra danske Kloamestre, der glæder sig over at 3038 gæster besøgte messen. Det er godt seks procent flere end den hidtidige rekord for to år siden

- Der er slet ingen tvivl om, at Kloakmessen er med til at fremtidssikre vores branche. Både før og efter, og ikke mindst på selve messen, mærker vi en betragtelig interesse for at arbejde med kloakker. Tidligere blev det betragtet som ulækkert. I dag har mange unge fået øjnene op for, at arbejdet foregår med spændende entreprenørmaskiner og avanceret udstyr. Sådan siger en glad formand for brancheforeningen Danske Kloakmestre, Tom Ewers, efter tredje udgave af Kloakmessen i Messe C i Fredericia.

Hvor det igen blev det til både ny udstillerrekord og ny besøgsrekord.

I alt 138 udstillere med relevant udstyr til kloakbranchen stillede op i de to messehaller, og ikke færre end 3038 gæster kvitterede ved at besøge messen. Det var 183 flere end den hidtidige rekord fra seneste messe for to år siden. Målt i procent godt seks procent flere.

Flere unge
- Det er naturligvis dejligt, at vi nu rundede de 3000 besøgende. Endnu dejligere er det, at alle gæsterne enten allerede er dedikerede fagfolk, eller unge med en fremtid i kloakbranchen. Med Kloakmessen er Danske Kloakmestre med til at sætte standarder, men vi skal have flere unge med i faget. Det er jeg helt sikker på, at Kloakmessen medvirker til på bedste vis, konstaterer Tom Ewers.

- En del af de besøgende på de to messedage var unge mennesker, som er i dybe overvejelser om deres fremtid. Alt det spændende grej, som udstillerne præsenterede på messen, har forhåbentlig inspireret mange til at vælge kloakbranchen, siger kloakformanden.

Han havde i øvrigt personligt en ekstra grund til at være glad for det fine besøgstal. Tom Ewers havde på forhånd erklæret, at han ville svømme over Lillebælt, hvis besøgstallet blev under 3000.

Høj standard
- Generelt var standarden på KIoakmessen 2018 øget yderligere i forhold til de tidligere udstillinger. Det var helt tydeligt, at hver enkelt af udstillerne havde lagt sig i selen for både at præsentere flotte stande og samtidig vise masser af spændende grej og materiel frem. Det er med til at fortælle os, at det er det rigtige, vi gør. Samtidig er det en glæde at konstatere, at nogle af udstillerne faktisk allerede bestilte stand til den næste udgave af Kloakmessen i 2020, samtidig med, at de pakkede ned for denne gang, siger Danske Kloakmestres formand, Tom Ewers.

En central del af Kloakmessen er DM i Kloak, hvor Danske Kloakmestre kårer landets dygtigste fagfolk i tre kategorier. Her løb Jacob Bossen Rahr fra Bredebro i det sønderjyske med mesterskabet hos kloakmestrene. Michael Pedersen far firmaet Brdr. Christensen i Ikast blev mester hos rørlæggerne, og hos eleverne triumferede Thomas Rasmussen, som arbejder hos KP Marsh Entreprenør i Hornsyld ved Horsens.

-jhn

29/1 2018