Kolding Sygehus vinder arkitekturprisFoto: Creo Arkitekter.

Kolding Sygehus vinder arkitekturpris

Arkitektteamet Creo Arkitekter, SHL Architects, Niras, Balslev og Rambøll har vundet Kolding Kommunes arkitekturpris for den ud- og ombygning af Kolding Sygehus

Med en kombination af Creo Arkitekters mangeårige erfaring som hospitalsarkitekter og -rådgivere og SHL Architects stærke internationale arkitektur- og designlinje har teamet sammen med Niras, Balslev og Rambøll vundet konkurrencen om udvidelsen af Kolding Sygehus i 2010. Udvidelsen af Kolding Sygehus stod færdig i november 2016, hvor det blev afleveret ved overværelse af Hans kgl. Højhed Kronprins Frederik.

Mandag resulterede teamets målrettede indsats i Kolding Kommunes Arkitekturpris, der hvert år uddeles til byggerier i kommunen, der har en særlig god og smuk arkitektur.

Projektet fik fine ord med på vejen og blev bl.a. rost for at være 'en modig arkitektonisk løsning, der får supersygehuset til at fremstå både elegant og imødekommende'.

- Det er en kæmpe ære, at vi får tildelt denne pris af Kolding Kommune. Vi har arbejdet for, at Kolding Sygehus skulle blive et sted, hvor mennesket er i centrum samtidig med, at der er plads til medarbejderne og deres arbejdsgange, og det synes vi er lykkedes rigtig godt, udtaler Finn Sørensen, arkitekt maa, partner i Creo Arkitekter.

Han fortsætter:

- Det har været et forbilledligt samarbejde, hvor vi har haft spændende dialoger med sygehusets medarbejdere, bl.a. om hvordan indretningen skulle være.

Det tætte og lærerige samarbejde imellem arkitektfirmaerne har efterfølgende medvirket til endnu et succesfuldt samarbejde, hvor de som en del af et konsortium har vundet projektkonkurrencen om det nye Universitetshospital i Aalborg.

Udvidelsen af Kolding Sygehus er et led i de omfattende Kvalitetsfondsbyggerier, der er iværksat landet over, og som skal medføre en tiltrængt opdatering af de danske hospitaler, så de modsvarer nutidens krav til nye behandlingsformer og effektive hospitaler indenfor humane rammer.

Om Udvidelse af Kolding Sygehus
Udvidelsen af Kolding Sygehus har fundet sted fra 2010-2016. Udvidelsen er på 34.270 m2 og har haft et budget på 690 mio. kr.
Udvidelsen har omfattet:
- Ny indgang/forhal med fælles prøvetagning og cafe.
- Helikopterplads og ny fælles akutmodtagelse, der skaber en moderne og effektiv organisering af rammerne omkring akutte patienter.
- Udvidelse og ombygning af operationsgangen
- Udvidelse og ombygning af røntgenafdelingen
- Udvidelse og ombygning af sterilcentralen
- Nyt apotek
- Nyt kapel
- Ny fem-etagers sengebygning med 202 sengepladser, der er blevet placeret oven på den centrale fordelingskorridor.

Det nye sygehus er indrettet efter principperne for helende arkitektur, hvor der bl.a. har været fokus på at skabe mulighed for private rammer i lyse enestuer med udsigt over Kolding by og fjord.

-kj

3/10 2017