KOMMENTAR: Socialdemokratiets Mission Impossible
Socialdemokratisk mindretalsregering kræver, at partierne til venstre for midten skal sluge nogle gevaldige kameler på udlændingeområdet og i den økonomiske politik - eller også skal Socialdemokratiet begå et voldsomt løftebrud på udlændingepolitikken
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Folketingsvalget er overstået, og på overfladen blev det en overvældende sejr til venstrefløjen i dansk politik.
Alligevel kan Mette Frederiksens vej til statsministerposten vise sig at være lagt på meget stenet grund.
Hun står nemlig med et Folketing, hvor der er flertal for en borgerlig økonomisk politik – Venstre, Radikale, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige med 95 mandater.
Hun står også med et Folketing, hvor der for de partier, der skal støtte hende, kun har 48 mandater – Radikale, Enhedslisten, Alternativet og SF bag en mindre stram udlændingepolitik.
Hun står med en opgave, hvor hun skal forsøge at få De Radikales ønsker til den økonomiske politik til at forenes med Enhedslisten og SF. Og hvor hun skal få de nævnte partier på udlændingeområdet til at acceptere Socialdemokraternes gentagne løfter om en fortsat stram udlændingepolitik og en accept af det såkaldte ”paradigmeskifte”.
Kamelslugning for viderekomne
Skal det lykkes at samle et flertal bag hendes ønske om en rent socialdemokratisk regering vil det altså kræve, at enten skal partierne til venstre for midten sluger nogle gevaldige kameler på udlændingeområdet og i den økonomiske politik, eller også skal Socialdemokratiet ud i nogle voldsomme løftebrud.
Bliver resultatet, at Socialdemokratiet kommer til at føre noget, der bare minder om en slappere udlændingepolitik, vil Mette Frederiksen åbne en ladedør på vid gab ved næste valg for Dansk Folkeparti.
I den situation er det slet ikke utænkeligt, at det ender med en regering over midten støttet af enten Dansk Folkeparti eller De Radikale - og med Mette Frederiksen som statsminister.
Der er nemlig ingen tvivl om, at Venstre er parate til at strække sig MEGET langt på den økonomiske politik for fortsat at få del i ministerbilerne.
Konservativ kamphund
For De Konservative bliver deres rolle i en sådan situation at agere politisk ”bulldog” over for Venstre og dermed en chance for reelt at markere sig som det borgerlige Danmarks leder.
Liberal Alliance er ude i en dødskamp, der meget vel kan slutte ved næste folketingsvalg, og
Nye Borgerlige vil næppe forlade positionen som protestparti med ganske vist få mandater, men en position de har en chance for at udbygge, hvis regeringen bare slækker det mindste på udlændingepolitikken.
DF ligger som redt
Dansk Folkeparti ligger, som de har redt. Partiets afvisning af at gå i regering - og dermed tage ansvar - har skuffet mange vælgere.
Samtidig har Socialdemokratiet med den stramme udlændingepolitik også gjort indhug i et Dansk Folkeparti, der i debatten om lighed/ulighed og på det økonomiske og sociale område ind imellem har bevæget sig mellem Enhedslisten og SF.
Der er næppe heller tvivl om, at partiets evige mundhuggeri med Liberal Alliance om skattelettelser har fået nogle af Dansk Folkepartis borgerlige vælgere til at vende dem ryggen.
Morten Østergaard vil gå på vandet
For Enhedslisten sluttede valget overraskende med en lille tilbagegang, mens SF fik en stor fremgang. Til gengæld mistede Alternativet 5 mandater, og dermed er der reelt kun en lille fremgang til den yderste venstrefløj.
Venstrefløjens store sejrherrer blev De Radikale, hvor Morten Østergaard nærmest optræder, som om han som den første siden Kristus kan gå på vandet.
De Radikale vil nærmest pr. definition elske at komme med i en VSR-regering, og Morten Østergaards krav til Socialdemokratiet på både det udlændingepolitiske og økonomiske område kan meget vel få læsset til at vælte for en socialdemokratisk mindretals regering ved den første Finanslov til efteråret.
Venstre blev største vinder
Venstre sluttede meget overraskende som folketingsvalgets største vinder med en fremgang på ni mandater. Det betyder i praksis, at Socialdemokratiet og Venstre med 91 mandater – dertil kommer nok mindst et par stykker fra Nordatlanten, kan danne en flertalsregering uden deltagelse af andre partier.
Det vil være en regering, der for alvor vil kunne benytte sig af skiftende flertal, og hvor begge parter vil kunne se sig selv i resultaterne.
Socialdemokratiet får serveretten
Foreløbig ender dronningerunden med, at Mette Frederiksen får serveretten. Hun er ude i en ren ’Mission Impossible’ i forhold til venstrefløjen, hvis hun skal bevare troværdigheden på udlændingeområdet.
Til gengæld står hun over for et Venstre, der i valgkampen viste sig ikke mindst at være parate til at opfylde hendes hedeste drømme på velfærdsområdet.
Der går nok mindst en måneds tid, før en ny regering træder til. Om den består af Socialdemokratiet alene, af S og V, S-V-R eller måske endda S-V-DF, det kan kun tiden vise. Vi går en spændende tid i møde, og for virksomhederne er der næppe tvivl om at de foretrækker en regering over midten.
