Kommune inviterer tilbudsgivere på kursus i brugen af ESPD Autoriseret kloakmester Niels Hansen fra Karlslunde har tilmeldt sig en workshop i ESPD

Kommune inviterer tilbudsgivere på kursus i brugen af ESPD

Tilbud på offentlige opgaver skal fremover afgives digitalt i det nye fælleseuropæiske udbudsdokument ESPD

Det er en del af Greve Kommunes vækstpolitik, at have fokus på god information og dialog omkring kommunale opgaver. Derfor afholder Erhvervscenteret et gratis kursus i at udfylde tilbudsdokumenterne korrekt.

To eksperter fra Københavns Universitet står for undervisningen, der også udbydes privat af bl. a. advokater for 1000,- kr. pr. time eller typisk 3000,-kr. for en halv dag på skolebænken.

Autoriseret kloakmester Niels Hansen fra Klingenberg Anlæg og Kloak har tilmeldt sig kommunens gratis introduktion til ESPD, som han ser som et signal om, at man ønsker, at lokale firmaer byder på kontrakter fra kommunen.

- Det er klart en god service, at det lokale erhvervsliv tilbydes den her workshop, siger Niels Hansen.

- Vi lever i høj grad af at vinde kommunale udbud i Storkøbenhavn og det meste af Sjælland. Derfor er det afgørende for os, at vi er klædt på til at afgive tilbud digitalt i overensstemmelse med de krav, der følger med det nye udbudsdokument ESPD. Vi har brug for at vide, hvad det er, det offentlige søger af information om vores firma, når vi bringer os i spil som leverandør.

Det er Greve Kommunes målsætning at også mindre lokale, private leverandører får en chance for at skabe vækst ved at handle med kommunen ved både små og store udbud.

- Vi har i vores vækstpolitik fokus på et godt leverandørsamarbejde med vores lokale erhvervsliv, udtaler borgmester Pernille Beckmann.

Nyt udbud om drift og vedligehold af kommunens bygninger
I slutningen af oktober 2017 udbyder Greve Kommune en opgave til Bygge- og Anlægsbranchen om håndværkerydelser til det løbende vedligehold og drift af kommunens bygninger.

Klingenberg Anlæg og Kloak vil afgive tilbud på opgaven.

- Jeg forventer, at jeg efter workshoppen kan udfylde udbudsdokumentet ESPD uden problemer og forstå konceptet, så vi kan byde ind på kontrakten om håndværkerydelser på kloakarbejder på Greve Kommunes ejendomme. Det er godt at være velforberedt i god tid.

- Hvis vi ikke efterlever lovkravene og udfylder tilbudsdokumenterne korrekt så diskvalificerer vi os selv og får ikke opgaven. Jeg kan kun anbefale andre kommunale leverandører at tage med på workshoppen, også de mindre håndværkerfirmaer.

Kursus i ESPD afholdes torsdag den 12. okt. fra kl. 8.00-10.00 i ErhvervsCentret, Korskildelund 6 i Greve.

Greve Kommune udbyder 30 gratis pladser på kursus i ESPD
Husk at medbringe egen computer

Tilmelding her

- eca

21/9 2017