Kommune sænker CO2-udledning 45 %Faldet i CO2 er størst for vejbelysning - primært på grund af overgangen til LED-belysning.

Kommune sænker CO2-udledning 45 %

Siden 2009 er CO2-udledningen i Skanderborg Kommune faldet med 42 % for bygninger, 78 % for vejbelysning og 15 % for brændstof. Det er endnu bedre end forventet

Skanderborg Kommunes 7. opgørelse af CO2-udledningen for kommunen som virksomhed viser et fald på 45 % i forhold til 2009. Dermed fortsætter den positive udvikling med at nedbringe CO2. I 2009 indgik Skanderborg Kommune en såkaldt Klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening. Målet var en sænkning af CO2-udledningen med 2 % om året frem til 2025, svarende til et fald på ca. 32 % for hele perioden.

Faldet i CO2 er størst for vejbelysning. I 2015 udledte Skanderborg Kommune kun 22 % af 2009-niveauet. Årsagen skyldes primært overgangen til LED-belysning, og at lyset dæmpes på udvalgte steder om natten. Endelig er strømmen også blevet renere, fordi der leveres strøm fra flere vindmøller.

CO2-udledningen fra energiforbruget i de kommunale bygninger er faldet med 42 %. Det skyldes hovedsageligt, at mange kommunale bygninger er blevet energirenoverede de senere år.

Kræver et vedvarende fokus
Regnskabet viser også et fald i CO2-udledningen fra transport i kommunale biler på 15 % fra 2009 til 2015. Faldet skyldes dels anderledes kørselsafregning, dels at biler i dag kører længere pr. liter.

- Jeg er meget stolt over, at det har kunnet lade sig gøre at sænke energiforbruget og CO2-udledningen så meget. Det betyder ikke, at vi nu bare skal læne os tilbage. Jeg ved, det kræver et vedvarende fokus at holde energiforbruget på det lave niveau, og forhåbentlig kan vi også sænke det endnu mere og omlægge endnu mere til vedvarende energi. Jeg håber, de gode resultater også kan inspirere private til at gøre noget lignende, siger formand for Miljø- og Planudvalget, Claus Leick.

Danmarks mest bæredygtige rådhus
Selvom Skanderborg Kommune allerede har nået mærkbare resultater som Klimakommune, forventes det, at det nye administrationscenter på Skanderborg Fælled vil være med til at sænke energiforbruget endnu mere. Fælleden er nemlig Danmarks mest bæredygtige rådhus-byggeri efter 2020-standard og præcertificeret til guld efter den anerkendte DGNB-standard for bæredygtighed i bred forstand.

I opførelsen af Fælleden er der lagt stor vægt på miljøvenlighed. Huset har blandt andet 950 m2 solceller, klimasikring med grønne tage og eget regnvandsbassin og et varmegenindvindingssystem, hvor varmen fra bruservandet f.eks. udnyttes i omklædningsrummene.

Det store fokus på miljø og bæredygtighed forventes at kunne være med til at sænke CO2-udledningen yderligere i de kommende år.

-los

11/10 2016