Økonomisk bombe truer virksomheder i erhvervsfjendtlige kommuner
Erhvervsfjendtlige kommuner pålægger virksomheder konkurrenceforvridende særskat
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Cirka hver tredje kommune opkræver stadig dækningsafgift, som er en særskat på virksomheder - primært i hovedstadsområdet og Aarhus.
Og meget tyder på, at det bliver værre endnu, for regeringen regner med, at dækningsafgifterne skal indbringe yderligere 800 millioner kroner oveni de næsten tre milliarder kroner, virksomhederne i forvejen betaler i netop de 33 kommuner, hvor politikerne har valgt at særbeskatte deres egne virksomheder.
Betaler aconto beskatning
I 2021 besluttede politikerne på Christiansborg at omlægge dækningsafgiften, så beskatningsgrundlaget gik fra forskelsværdi til grundværdi. Ved omlægningen har Skatteministeriet forsøgt at ramme en provenuneutral dækningsafgiftssats, tillagt 30 procent i merprovenu svarende til 800 millioner kroner årligt.
Det forventes først i 2025, at erhvervslivet får nye ejendomsvurderinger, der gælder tilbagevirkende fra 2022 og frem. Denne tidsplan ser dog ud til allerede at være yderligere forsinket.
Der betales i øjeblikket en form for aconto-beskatning, som senere vil blive efterreguleret –og altså er meget usikker.
Betydeligt højere vurderinger
Virksomhederne beskattes ud fra den nye promille på deres eksisterende grundvurdering – dog minimum med samme beløb som før omlægningen og maksimalt 30 procent mere.
Carl Andersen, de er skattepolitisk konsulent i Dansk Erhverv, forklarer, at Skatteministeriet har meddelt, at de nye vurderinger for erhvervsgrunde forventes at være betydeligt højere end i dag:
- Virksomhederne ved ikke, om de står til at få en stor efteropkrævning eller en tilbageførsel af for meget opkrævet dækningsafgift, før de modtager deres endelige vurdering. Det skader investerings- og udviklingsmulighederne for de berørte virksomheder, siger han.
Stor usikkerhed
Dansk Erhvervs beregninger viser, at visse erhvervsvirksomheder vil kunne komme til at betale markant mere i dækningsafgift, mens andre vil opleve en mere balanceret ændring.
For at reducere usikkerheden for erhvervslivet anbefaler Dansk Erhverv som minimum, at kommunalpolitikerne reducerer afgiften med 30 procent, da det begrænser usikkerheden, fordi den indregnede stigning i merprovenu således droppes, før pengene indgår i de kommunale budgetter.
Sænk dækningsafgiften
Kommunalpolitikerne er i øjeblikket i gang med at forhandle budgetter, og det er ifølge Dansk Erhverv muligt at sænke dækningsafgiften:
- Det bør de, hvilket ansvarlige politikere gøre for at styrke den økonomiske sikkerhed for de lokale virksomheder, siger Marc Perera Christensen som er underdirektør for regional erhvervsudvikling i Dansk Erhverv.
På landsplan forventes grundene generelt at stige med 252 procent i gennemsnit. De største stigninger ses i og omkring de store byer. De nuværende grundvurderinger er i overvejende grad fra 2012.
Fakta
Det er frivilligt, om kommunerne vælger at opkræve dækningsafgift.
I 2023 opkræver 33 kommuner erhvervsdækningsafgift.
Læs hvilke kommuner, der opkræver dækningsafgift og hvor meget på nedenstående link
https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/sau/spm/229/svar/1958561/2708598.pdf