Kostede 30.000 kroner at fyre ansat for at melde sig i fagforening
En polsk elektriker blev fyret fra en dansk virksomhed, da han meldte sig ind i Dansk El-forbund og forlangte overenskomstmæssig løn
Af Dan Bjerring
Da Dansk El-Forbund (DEF) kontaktede virksomheden med krav om overenskomst blev den polske elektriker fyret, og samtalen med fyringen er dokumenteret på en lydoptagelse, der blev brugt som bevis i den faglige sag, som mundede ud i, at den polske elektriker fik tilkendt en godtgørelse på 30.000 kroner, som skal betales af virksomheden.
Ifølge den advokat fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som har hjulpet DEF med at føre sagen, er problemet med organisationsfjendtlig adfærd stigende på det danske arbejdsmarked., men det kan være svært at føre beviser i de faglige sager.
Kender ikke den danske model
Den officielle begrundelse for fyringen af den polske elektriker var ’mangel på arbejde’, men her var der bevis, idet samtalen, der blev optaget af elektrikeren, afslørede, at fyringen skyldtes, at chefen havde ’mistet tilliden’ til elektrikeren, fordi han havde meldt sig ind i fagforeningen.
Ifølge forbundssekretær i DEF, Martin Frank Frederichsen, handler meget af frygten for at melde sig ind i fagforeningen blandt de udenlandske medarbejdere om ’manglende kendskab til den danske model og derfor viden om, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer
Frygter fyring
Polskfødte Robert Olejnik, der er faglig konsulent i DEF’s afdeling København og tolk for Byggefagenes Samvirke, har arbejdet med social dumping og organisering af udenlandsk arbejdskraft gennem 18 år, og han slår fast, at mange udenlandske byggearbejdere frygter at blive fyret, hvis arbejdsgiveren finder ud af, at de har meldt sig ind i en fagforening.
Den fyrede polske elektriker har nu fået nyt arbejde i en virksomhed, hvor han arbejder på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår.
Og han er i øvrigt aktiv i Den Polske Faglige Klub for polske håndværkere under Byggefagenes Samvirke.