Kvalitetsboliger til Aalborgs mange studerendeFoto: NG21.

Kvalitetsboliger til Aalborgs mange studerende

Rejsegilde på Østerbro Brygge II, der i starten af det nye år vil have færdiggjort det spændende byomdannelsesprojekt

Den anden del af byggeriet på Østerbro Brygge i Aalborg rejser sig efter planen og er med til revitalisere en nedslidt bydel, der har været stærkt præget af tunge industriområder.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen deltog i rejsegildet på de 89 ungdomsboliger og to ejerlejligheder, der står klar i starten af 2017. Han glæder sig over en kommende løsning på en af Aalborgs positive udfordringer:

- Vi har mellem 5000-6000 studerende på venteliste til en bolig efter sommerferien, når de unge skal begynde på deres uddannelser, så der er brug for lækkert kvalitetsbyggeri, som er med til at gøre det attraktivt at bo og læse i Aalborg. Blandingen af mennesker i et spændende boligbyggeri som Østerbro Brygge skaber en god social balance, hvor folk helt naturligt møder hinanden på kryds og tværs, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Bo billigt og lækkert
Ungdomsboligerne er fordelt på fem etager og indeholder alle to værelser med eget bad og køkken, hvor der er delvis lukkede glaskarnapper og egne syd- og vestvendte terrasser med udsigt til grønt gårdrum og opholdsarealer. Samtidig opføres to ejerboliger på sjette etage.

- Vi er glade for at kunne tilbyde en bolig til under 3500 kr., hvor alt er nyt, lækkert og velindrettet. Tænk sig at kunne bo så billigt, centralt og lige op af ejerlejligheder til ca. seks millioner, siger direktør Klaus Ringgaard fra Alabu Bolig.

Harmonisk byggeri
Arne Andersen Vrå er totalentreprenør på byggeriet, og de har sammen med ingeniører fra Brix og Kamp og Krogh Madsen Arkitekter tænkt bygbarhed og langtidsholdbare konstruktioner ind i løsningen:

- I vores positive samarbejdsånd med Alabu Bolig er vi nået frem til en optimeret løsning, som afslutter den sidste del af den boligkarret, der løber langs Nyhavnsgade. Det er et meget harmonisk byggeri i et opblomstrende og attraktivt område, der er tæt på alting, forklarer afdelingschef Erik Pedersen fra Arne Andersen Vrå.

Arkitekterne Bjørk & Maigård har sammen med COWI udviklet byomdannelsesprojektet omkring Østerbro Brygge med betegnelsen 'The Wall', fordi den lukker bebyggelsen mod den stærkt trafikerede Nyhavnsgade.

Ungdomsboligerne udgør tilsammen 4450 m2. Over 20.000 m2 er opført på Østerbro Brygge siden 2010, hvoraf Alabu Bolig står som bygherre på 40 % af disse kvadratmeter.

-kj

21/6 2016