Kvartershuse skal styrke fællesskabet og samhørigheden lokaltSundheds- og kvartershus i Aalborg Øst. Foto: Emilie Koefoed.

Kvartershuse skal styrke fællesskabet og samhørigheden lokalt

Kommuner og boligorganisationer kan nu søge om støtte til såkaldte kvartershuse, som skal få flere ind i boligområderne og styrke fællesskabet på tværs af byen. Det sker som led i Realdanias indsats Fremtidens Kvartershuse

Realdania gør det nu muligt for kommuner og boligorganisationer at søge om støtte til at etablere et kvartershus gennem indsatsen Fremtidens Kvartershus.

Et kvartershus er et sted, der samler mennesker på tværs af et kvarter – både beboere i almene boliger og øvrige borgere i området. Med kvarteret menes ikke kun den enkelte boligafdeling, men hele bydelen eller nabolaget på tværs af ejerformer.

Kvartershuse er kendetegnede ved at være åbne og offentligt tilgængelige mødesteder, at de samler mennesker på tværs af boligformer og ejerformer, og at de rummer funktioner og faciliteter, der understøtter fællesskab – f.eks. foreningsliv, kultur- eller sundhedstilbud.

De består af én eller flere bygninger og kan omfatte både inde- og udearealer.

- Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at tillid og relationer til andre mennesker er nogle af de vigtigste faktorer for vores livskvalitet. 

- I Realdania ser vi kvartershusene som en god mulighed for at skabe nogle mødesteder, som både bliver benyttet af boligområdets beboere og af mennesker fra resten af kvarteret. Mødesteder, som kan styrke fællesskabet og samhørigheden lokalt, siger projekchef Ditte Marquard Jessen.

Samtidig med at der bliver åbnet for, at man kan søge støtte, udgiver Realdania ‘Kvarterets samlingspunkt - håndbog til udvikling af kvartershuse i almene boligområder’. Håndbogen er udarbejdet i samarbejde med Landsbyggefonden og AlmenNet.

- Det har vist sig, at det er svært at etablere og drifte et kvartershus, fordi de stiller store krav til samarbejde, organisering og arkitektur. Derfor har vi sammen med eksperter, centrale aktører og seks pilotprojekter lavet en håndbog, der skitserer en køreplan for, hvad der skal til, for at et kvartershus kommer godt fra start, siger Ditte Marquard Jessen.

Med indsatsen Fremtidens Kvartershuse vil Realdania styrke fællesskaberne og udviklingen i almene boligområder. Det skal ske ved at skabe mere viden om, hvordan man etablerer og driver et kvartershus, og dele den viden med kommuner, boligorganisationer og andre parter, der er involverede i kvartershuse.

Derudover vil man gennem indsatsen støtte et mindre antal kvartershuse, der skal etableres med baggrund i den viden, som er blevet genereret i indsatsens første fase.

-dc

15/4 2026