Kvinderne holder igen med boligkøbsplaner
16 % af de danske mænd har planer om at købe en bolig i 2018. Tallet for kvinderne er lavere, men købsinteressen er dog steget efter nytår
Cirka 12 % af danskerne har planer om at købe en bolig i løbet af det næste halve år. Det viser home Køberbarometer udarbejdet af analyseinstituttet YouGov for Home ved udgangen af 2017. Heraf svarer 65 % i undersøgelsen, at de allerede er aktivt boligsøgende, mens 35 % siger, at de ikke er begyndt at søge aktivt endnu.
Der er dog stor forskel på kvinder og mænds mod på at købe bolig i det nye år, viser den repræsentative spørgeundersøgelse, hvor over 2000 danskere er blevet spurgt, om de har planer om boligkøb i løbet af det næste halve år.
Mens hele 16 % af den mandlige befolkning svarer i undersøgelsen, at de har planer om at købe hus, lejlighed, sommerhus eller anden bolig de næste seks måneder, er det til sammenligning kun 8 % af kvinderne, der har boligkøbsplaner.
Undersøgelsen er gennemført i december, men YouGov har også undersøgt for Home, om der er forskel på købsinteressen før og efter jul/nytår. Undersøgelsen er derfor gentaget blandt 2000 nye respondenter i januar.
Der er ingen signifikant forskel i købsinteressen, og så kan der alligevel spores en mere positiv stemning. 13 % svarer nu ja mod 12 % i december. Det lille nøk frem (med decimal er det på 1,3 %-point) kommer sig af, at der nu er 11 % kvinder, der siger ’ja’ til boligkøb, mens mændenes interesse er konstant på 16 %, viser home Køberbarometer.
Ny luft efter årsskiftet
- Det er helt normalt, at boligoptimismen stiger, når jul og nytår er overstået, og det ser ud til, at det er kvinderne, der har fået noget mere luft til boligkøb efter årsskiftet, siger Mads Ellegaard, relationschef i Home, og fremhæver, at boligsøgningen på home.dk typisk også er større i januar sammenlignet med slutningen af året. Samtidig vokser interessen normalt støt de kommende måneder, blandt andet fordi udbuddet af nye boliger til salg stiger markant.
Det gælder for alle boligtyper, at købsplanerne er mere udtalt hos mændene. Det kommer dog kraftigst til udtryk for lejlighederne, hvor kun 2 % kvinder men 7 % mænd svarer, at de har planer om at købe, viser undersøgelsen.
Dækker over boligplaner i forskellige stadier
Mads Ellegaard oplyser, at interessen for at købe bolig ved indgangen til 2018 svarer nogenlunde til resultaterne for tidligere udgaver af home Køberbarometer, der udsendes hvert kvartal. Både ved udgangen af 1. og 2. kvartal sidste år svarede ca. 13 % af danskerne, at de havde planer om at købe bolig inden for det næste halve år, mens det ved udgangen af 3. kvartal var flere – ca. 16 %.
Ifølge Home er det ikke alle, der siger i undersøgelsen, at de har boligplaner, der ender med at købe bolig det næste halve år.
Undersøgelsen kan anses som en pejling af danskernes interesse for boligkøb, men besvarelserne giver intet indblik i, hvor seriøse og fremskredne planerne er og dækker altså over boligplaner i forskellige stadier.
- Men det er altså næsten 2 ud af 3 af danskerne med købsplaner, der siger, at de allerede er aktivt søgende efter bolig, siger Mads Ellegaard.
home Køberbarometer for januar til juni 2018 viser at:
- 6 % har planer om køb af villa/rækkehus i løbet af det næste halve år.
- 5 % overvejer køb af lejlighed.
- 2 % overvejer køb af fritidsbolig.
- 1 % svarer anden type bolig (f.eks. andelsbolig)
- Barometeret er på landsplan faldet siden for tre måneder siden
Tallene er afrundede, og nogle danskere overvejer køb af mere end én bolig, derfor summerer tallet til 14 %
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for home. Der er i alt gennemført 2011 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i uge 50-51 2017.
-los