Lær om vand i Skive
Skive Vand har netop fået et helt nyt domicil med innovative regnvandsløsninger, som Rambøll har været med til at konceptudvikle og projektere
Da Skive Vand planlagde et nyt domicil ved Skive Renseanlæg, var et af ønskerne, at regnvandshåndteringen skulle være synlig for borgere og andre besøgende.
Renseanlægget besøges bl.a. af mange skoleklasser, og deres læringsoplevelse kan med fordel suppleres med viden om konkrete regnvandsløsninger og generel håndtering af regnvand i urbane områder.
Rambøll har i samarbejde med Skive Vand konceptudviklet og projekteret det nye LAR-anlæg (Lokal Afledning af Regnvand), og resultatet står nu klar.
Følger vandets veje
- I designet er der lagt vægt på, at vandets vej kan følges fra dér, hvor regndråben falder, til hvor den nedsiver eller fordamper. Det skal være tydeligt for besøgende ved Skive Vand, hvad der sker i de enkelte elementer af LAR-anlægget, og hvorledes de er koblet, siger Ida Kirstine Poulsen, der har været Rambølls projektleder på opgaven.
Vandselskabet ønskede et demonstrationsanlæg baseret på flere forskellige principper for alternativ regnvandshåndtering, der kunne præsenteres i funktion og i fuld skala.
Derudover er der fokus på at indpasse løsninger til områdets anvendelse samt at sikre, at LAR-anlægget bidrager til, at Skive Vands domicil fremstår repræsentativt. Arkitektur og grønne løsninger er derfor indtænkt.
Højt grundvand
Beplantningen i regnbedene er valgt ud fra, at regnbedene bogstaveligt talt er i blomst størstedelen af sommerhalvåret.
LAR–anlægget håndterer regnvand fra administrationsbygningen, p-pladser samt gangarealer. Forskellige løsninger er indarbejdet i regnvandshåndteringen, herunder render, trug, regnbede og fordybninger.
- Grundvandsstanden er høj i området, og derfor er det vigtigt, at størstedelen af regnvandet renses, inden det rammer det terrænnære grundvandsspejl. Dette har vi sikret ved at sørge for rig mulighed for, at forureningskomponenterne optages i planter, binder sig til overflader eller filtreres fra, fortæller Ida Kirstine Poulsen.
Fremvisning af LAR-anlægget kan ske ved henvendelse til Skive Vand.
-cmn