Lavt antal tvangsauktioner er stilhed før stormen

Lavt antal tvangsauktioner er stilhed før stormen

Ifølge Danmarks Statistik var der i september 103 tvangsauktioner i september mod 122 måneden før.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Antallet af tvangsauktioner er faldet med 16 procent den seneste måned, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Dermed har der indtil videre i gennemsnit været 111 tvangsauktioner om måneden i 2022, og fortsætter det niveau året ud, skal man 15 år tilbage for at finde et år med et lavere månedligt gennemsnit - inden finanskrisens begyndte i 2007, hvor der i gennemsnit var 116 tvangsauktioner om måneden.

Med 223 tvangsauktioner havde Vestdanmark flest tvangsauktioner i tredje kvartal, hvorimod Østdanmark havde 133 tvangsauktioner.

Vestdanmark dækker over regionerne Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland, mens Østdanmark består af regionerne Hovedstaden og Sjælland.

Historisk lavt
I en kommentar til de månedlige tvangsauktionstal siger boligøkonom Bo Sandberg fra Dansk Industri blandt andet, at omfanget af tvangsauktioner fortsat på et historisk meget lavt niveau:

- Antallet af tvangsauktioner er en af solstrålehistorierne på boligmarkedet, og det skal man naturligvis glæde sig over. Det viser blandt andet, at de fleste boligejere fortsat er økonomisk godt polstrede. Men med voldsomme energiudgifter, stigende renter - og formentlig udsigt til lavere beskæftigelse i 2023, når forbrugerne træder hårdt på bremsen - er det sandsynligt, at der vil komme væsentligt flere tvangsauktioner i 2023 og 2024, advarer Bo Sandberg.

Forsinkelse i tallet
Han mener, at den nuværende situation er ’stilhed før stormen’, fordi tvangsauktioner er et nøgletal, der reagerer med betydelig forsinkelse:

- Tallet for tvangsauktioner følger i kølvandet på andre begivenheder, som skilsmisse, sygdom eller ledighed – og her vil mange familier desværre være mere sårbare i det landskab, der tegner sig i den økonomiske forrude i 2023 og 2024, slutter DI’s boligøkonom.

7/10 2022