Link skal bygge for Bonnier i Stockholm
Urban Link, som er arkitektvirksomheden Link arkitekturs nye satsning indenfor urbanisme, skal skabe et bæredygtigt byrum i Stockholm med levende bygninger og høj international tiltrækningskraft
Industrihavnen i Norra Djurgårdsstaden i Stockholm skal omdannes til en ny urban og bæredygtig bydel med 2.400 boliger og 10.000 arbejdspladser.
Her har Bonnier Fastigheter en vision om at skabe et bæredygtigt, attraktivt byrum med levende bygninger og høj international tiltrækningskraft, og det bliver skabt ud fra Link arkitekturs projekt Kvarter Hangö, som er en kontorbygning på 15 000 kvadratmeter fordelt på tretten etager. Bygningen er en livsstilsbygning, der henvender sig til nutidens ansvarsfulde og miljøbevidste, urbane generation.
Bygningen bliver indgangen til den nye bydel i Norra Djurgårdsstaden og i og omkring bygningen planlægges et indbydende offentlige byrum med café, restaurant, klub, koncertsal og butikker, hvor både ansatte i huset og besøgende kan mødes.
Ligesom hele Norra Djurgårdsstaden har Kvarter Hangö en meget høj miljøprofil. For at reducere CO2-aftrykket er det derfor foreslået at anvende genbrugstegl i facaden. Det skal skabe et råt og industrielt udtryk, som passer byggeriet ind i den gamle industrihavn.
Bygningens energiforbrug dækkes af solceller, som integreres i byggeriet, så de også fungerer som solafskærmning. Både indvendigt og udvendigt arbejdes der med begrønning, som biddrager til at skabe et sundt indeklima, regnvandshåndtering, lokal biodiversitet og øget effekt af solcellerne. Hele huset er bygget op omkring fleksible og effektive planløsninger, som muliggør dynamisk og omskiftelig brug, både med henblik på daglige og fremtidige behov.
-cmn