Lodtrækning skal afgøre, hvem der får Thor
Mere end én byder har tilbudt minimumsprisen på 0,01 øre/kWh og størst parkkapacitet på Thor Havvindmøllepark, og derfor siger betingelserne, at udbuddet nu skal afgøres ved lodtrækning
Thor Havvindmøllepark skal etableres ved Thorsminde på den jyske vestkyst. Der har naturligt nok været stort interesse i byggeriet af havvindmølleparken, der ventes færdig i udgangen af 2027, og nu viser det sig, at mere end én byder har tilbudt at bygge parken med en kapacitet på 1000 MW til minimumsprisen på 0,01 øre/kWh. Derfor skal udbuddet i overensstemmelse med udbudsbetingelserne afgøres ved en lodtrækning. Lodtrækningen finder sted d. 1. december 2021 kl. 11.00 i Energistyrelsen. De involverede bydere bliver inviteret med til lodtrækningen for at sikre fuld transparens omkring processen.
Lodtrækningen overværes af en uafhængig revisor og af Kammeradvokaten for at sikre, at den overholder de udbudsretlige vilkår.
Når lodtrækningen er gennemført d. 1. december, vil budvinderen blive offentliggjort ved meddelelse direkte til samtlige tilbudsgivere.
Ifølge udbudsbetingelserne tildeles koncessionsaftalen til den, der byder laveste budpris. Hvis flere byder samme laveste budpris, vinder den, der byder ind med størst parkkapacitet. Hvis både budpris og parkkapacitet er ens, afgøres udbuddet ved lodtrækning.
Thor Havvindmøllepark vil kunne levere strøm til ca. 1. mio. danske husstande. De samlede investeringsomkostninger for Thor anslås at være ca. 15,5 mia. kr.