Mange benspænd skaber barrierer for genanvendelse i byggeriet

Mange benspænd skaber barrierer for genanvendelse i byggeriet

Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB) har bedt flere end 120 frontløbervirksomheder om at pege på barrierer for omstillingen til cirkulær økonomi i byggeriet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danmark har vi et forbrug, der svarer til godt fire jordkloder om året, hvis alle levede på jorden lige som os, og byggebranchen er en af de største syndere.

Ifølge FN’s Miljøorganisation tegner byggebranchen sig for næsten 40 procent af de samlede CO2-udledninger globalt, og i Danmark udgør byggeaffald 35 procent af den samlede affaldsmængde.

Derfor er byggebranchen et vigtigt sted at tage fat for at nedbringe CO2- aftrykket og forbruget.

Beregning af CO2-aftryk lovpligtigt fra årsskiftet
Byggebranchen er i gang med omstillingsprocessen, men oplever, at der i praksis er mange benspænd. Fra årsskiftet blev det lovpligtigt at beregne et byggeris CO2-aftryk.

Hvis byggeriet er over 1000 kvadratmeter skal det overholde en grænseværdi på ’12 CO2-ækvivalenter’ pr. kvadratmeter om året, og kravene strammes yderligere over de næste ti år.

Eksempelvis stillers der ikke på nuværende tidspunkt krav om at måle graden af genbrug og genanvendelse i et byggeri, og det er ifølge VCØB en barriere for, at hele byggeriet begynder at tage den cirkulære dagsorden alvorligt og reducere ressourceforbruget.

Krav om genanvendelse skal kunne dokumenteres
Samtidig er ’nænsom nedrivning’ en proces, der tager længere tid end traditionel nedrivning. Det betyder at genbrugte materialer kan være dyrere at bruge end nye materialer.

Derfor opfordrer VCØB Communitys til, at der stilles krav i Bygningsreglementet om krav til anvendelse af en vis grad af genbrugte og genanvendte materialer, som skal kunne dokumenteres – ligesom der er krav om at dokumentere CO2-aftryk.

Pris er den dominerende faktor
Der peges også fra VCØB Communitys side på de manglende økonomiske incitamenter:

- Pris er stadig en dominerende faktor for kunderne og er dermed en barriere for genbrugte og genanvendte materialer, der typisk kommer med en højere pris end ’jomfruelige produkter’. Lavere priser i et lineært produktionssystem inkluderer ikke produkternes negative påvirkning af miljøet, påpeger VCØB.

De opfordrer derfor til at indføre et nyt skatte-/ fradragssystem, der tilgodeser genbrug, ligesom genanvendelse bør implementeres.

Vi skal bo på færre kvadratmeter
Det bør også gøres økonomisk attraktivt at bygge færre kvadratmeter pr. bolig, og så bør momsen på genbrugsmaterialer fjernes:

- Der er betalt moms af dem tidligere, og det vil give et økonomisk incitament - som i dag mangler - for at genbruge materialer, oplyser VCØB, som også opfordrer til, at det gøres lovpligtigt at udføre en ressourcekortlægning på bygninger, som skal nedrives eller renoveres – ligesom det er lovpligtigt at kortlægge for miljøfremmede stoffer ved mere end en ton.

Bedre at renovere end at bygge nyt
Sidst, men ikke mindst opfordrer VCØB til, at nedrivning af eksisterende byggeri bør medregnes i livscyklusberegninger af nybyg.

Det ville betyde, at CO2-beregningen af det nedrevne byggeri indregnes i det nyopførte byggeris CO2-regnskab, og der skabes incitament til at bevare og renovere i stedet for at rive ned og bygge nyt.

30/1 2023