Mangel på arbejdskraft bekymrer i mange SMV'er Mange SMV'er er klar til eller forventer at ansætte flere medarbejdere. Det kniber dog med kvalificeret arbejdskraft i flere brancher, blandt andet inden for bygge og anlæg. Foto: Jesper Voldgaard.

Mangel på arbejdskraft bekymrer i mange SMV'er

Hver femte SMV er klar til at ansætte flere, men i flere brancher er der problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Stort virksomhedsprogram til 600 mio. kr. skal hjælpe SMV'erne til flere hænder

Danske SMV'er har så meget tiltro til fremtiden, at hver femte regner med at ansætte flere medarbejdere inden for et halvt år. Det kniber derimod mere med troen på at finde de rette medarbejdere til jobbene, og især inden for brancherne industri og bygge/anlæg, hvor mange virksomheder forventer vækst, samt handel og transport, forventer SMV'erne rekrutteringsudfordringer.

Det er et par af budskaberne i en ny publikation fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, 'Genstart af danske SMV'er'. Publikationen baserer sig blandt andet på data fra Danmarks Statistik og svar fra bestyrelsens nye virksomhedspanel, som 5000 SMV'er i april har deltaget i.

22 % af SMV'erne svarede dengang, at de venter at ansætte nye medarbejdere inden for et halvt år, mens 69 % svarede nej. Især brancherne industri (40 %), bygge og anlæg (36 %) samt handel og transport (26 %) havde de højeste forventninger til nyansættelser.

73 % af SMV'erne, der skal rekruttere, forventede i april at kunne få den efterspurgte arbejdskraft, mens 24 % af SMV'erne svarede, at de 'i mindre grad' eller 'slet ikke' troede på en vellykket rekruttering.

Mangel på faglærte og ufaglærte
Billedet har dog ændret sig hen over sommeren, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er steget, og i flere brancher oplever man nu mangel på arbejdskraft – både ufaglærte og faglærte. Eksempelvis ses nu indenfor turisme-, hotel- og restaurantbranchen flere steder flaskehalse med mangel på ufaglært arbejdskraft, mens branchen i de store byer har svært ved at genskabe omsætningen. Også i mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, hvor hvert tredje jobopslag i 2020 var forgæves, mangler der nu faglærte.

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en af de tværgående drivkræfter i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi og centralt i det store virksomhedsprogram, som i den kommende tid ruller ud til virksomheder over hele landet. Virksomhedsprogrammet drives af erhvervshusene og finansieres med 600 mio. kr. fra de såkaldte REACT-EU-midler.

- Det er afgørende, at virksomhederne har mulighed for at tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer. Ofte ender det med tabte ordrer og produktionstab, når virksomheder må opgive at rekruttere arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at så mange SMV'er som muligt bliver matchet med lige præcis den kompetente medarbejder, der er behov for, siger Claus Jensen, der er formand for CO-Industri og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Han suppleres af et andet medlem af bestyrelsen, Arne Boelt (S), som er borgmester i Hjørring Kommune:

- Der er for få kandidater til de ledige jobs, fordi der mangler hænder, og derfor handler det også i høj grad om at få flere mennesker ind på arbejdsmarkedet.

Arne Boelt peger på, at også social inklusion bliver et vigtigt indsatsområde i årene fremover i arbejdet med at få flere ind på arbejdsmarkedet – og at der er et stort potentiale i at aktivere ledige på kanten af arbejdsmarkedet:

- Manglen på arbejdskraft har mange ansigter. Der er både brug for flere ufaglærte, faglærte, ingeniører og andre med en videregående uddannelse ude i virksomhederne. Nogle af dem kan rekrutteres fra kanten af arbejdsmarkedet, og det er vigtigt, at virksomhederne får øjnene op for den mulighed.

To ud af tre SMV'er har dog ikke fokus på udsatte personer, når der skal besættes jobs, fremgår det af SMV-publikationen. De fleste angiver manglende økonomi til at ansætte udsatte personer (34 %), mens 26 % kalder det ressourcekrævende at tage imod udsatte personer.

50 mio. kr. til vækstpiloter
En del af indsatsen – 50 mio. kr. – er øremærket ansættelse af såkaldte vækstpiloter i SMV'er.

Vækstpiloter er som regel højtuddannede, der matches med virksomheder, der har behov for et ekstraordinært udviklingsarbejde eller brug for hjælp til eksempelvis grøn eller digital omstilling.

Flere steder i landet har vækstpiloter vist deres værdi, blandt andet i socialfondsprojektet 'Akademiker i erhvervslivet', som er drevet af Aarhus Universitet. Projektet har matchet over en snes af sine nyuddannede akademikere med en SMV, og syv ud af 10 deltagende virksomheder oplever, at en nyuddannet kandidat har tilført virksomhedens medarbejdere nye kompetencer.

Virksomhedsprogrammet
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har med landets tværkommunale erhvervshuse som operatører lanceret et nyt virksomhedsprogram, som har et bredt fokus på genstart af danske SMV'er gennem blandt andet digital og grøn omstilling. Programmet skal støtte omstilling gennem tre grundlæggende virkemidler: Tilskud til rådgivning, tilskud til investeringer i maskiner, udstyr, software, certificeringer mv. samt kompetenceudvikling og –tilførsel. Virksomhedsprogrammet består af følgende indholdsmæssige spor: Digital omstilling, grøn omstilling, genstart af hårdt ramte erhverv og internationalisering samt vækstpiloter i SMV'er. Der er afsat 600 mio. kr. til virksomhedsprogrammet, som finansieres med REACT-EU-midler.

REACT-EU
Danmark modtager 1,3 mia. kr. i REACT-EU-midler, som skal afhjælpe konsekvenserne af Covid-19 og understøtte en grøn og digital genstart. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står for den konkrete udmøntning af REACT-EU-indsatsen. Indsatsen skal være afviklet senest medio 2023.

-dc

29/10 2021
  • Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

    Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

    arkitektur ›Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige
  • Jyske entreprenører fusionerer

    Jyske entreprenører fusionerer

    byggeri ›Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag
  • Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

    Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

    byggeri ›I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting
  • Ny svømmehal på vej i Aabenraa

    Ny svømmehal på vej i Aabenraa

    byggeri ›Byrådet i Aabenraa Kommune har afsat en anlægsbevilling på 137 mio. kr. til opførelse af en ny svømmehal, der skal sikre tidssvarende svømmefaciliteter ved Arena Aabenraa mange år frem
  • Afmystificering er en af hemmelighederne bag godt naboskab

    Afmystificering er en af hemmelighederne bag godt naboskab

    byggeri ›I Rødby bor der 2000 mennesker, mens 3500 byggearbejdere er kommet til for at opføre Femern-forbindelsen. Det stiller krav til både lokale og midlertidige beboere i den lille by
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
  • 3F parat til at stoppe korte uddannelsesaftaler

    3F parat til at stoppe korte uddannelsesaftaler

    byggeri ›Alt for mange unge må nøjes med kortvarige uddannelsesaftaler. Hos murerfaget står det ekstra slemt til med 2/3 af samtlige indgåede aftaler. 3F efterlyser mere "pisk og gulerod"
  • Optimismen bobler i de små virksomheder

    Optimismen bobler i de små virksomheder

    byggeri ›SMV'ernes erhvervstillid er ifølge SMVdanmarks seneste konjunkturbarometer steget til det højeste niveau i to år