Mangor & Nagel i længe ventet navneskiftAart har i dag mere end 300 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm, Roskilde og Frederikssund.

Mangor & Nagel i længe ventet navneskift

I april 2022 blev den danske arkitektvirksomhed Mangor & Nagel en del af Aart. Og det har siden været firmaets navn. Mangor & Nagel - en del af Aart. Nu skifter virksomheden navn og kommer fremover blot til at hedde Aart

- Navneskiftet har været planen siden opkøbet, og tidspunktet er rigtig nu. Det seneste halvandet år har vi brugt på at integrere vores to virksomheder og etablere relationer og samarbejder på tværs af vores kontorer – både internt, til kunder og til samarbejdspartnere.

- Vi har hurtigt oplevet de positive synergier ved at blive én virksomhed, og det er meningsfuldt for begge parter, at vi nu samler kræfterne under ét fælles navn, siger Torben Skovbjerg, adm. dir. og medstifter af Aart.

Navneskiftet markeres med en reception for kunder og samarbejdspartnere d. 16. november i Aarts nye arkitektkontor på Nordre Fasanvej. Udover navneskiftet og housewarming i de nye lokaler fejres også udgivelsen af en helt ny jubilæumsbog, 'Boliger til tiden', der genbesøger en række Mangor & Nagel boligprojekter gennem 75 år.

Bogen markerer dermed afslutningen på en æra – og begyndelsen på en ny.

- I 75 år har Mangor & Nagel bidraget til samfundet med smuk og holdbar arkitektur og skabt rammen om et arbejdsliv for mange hundrede mennesker – og for nogens vedkommende i årtier.

- Nu skifter vi navn, men vi bygger videre på vores stærke fundament og DNA og viderefører arven og de stolte traditioner sammen med alle de gode kræfter i Aart, siger Jakob Andersen, tidligere administrerende direktør i Mangor & Nagel og nu partner og regionsdirektør i Aart.

-dc

28/9 2023