Minister afviser at ændre regler for byggeskadeforsikring
En sag fra Jylland viser ellers, at der er behov for at stramme grebet om forsikringsselskabernes fortolkning af erstatning
Af Dan Bjerring
Christiansborg
De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul har bedt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil oplyse, om den lovpligtige byggeskadeforsikring i tilstrækkelig grad beskytter købere af nybyggede huse.
Hun henvises til en artikel i Jyllands-Posten, om en familie, der på sjette år er ramt af byggesjusk.
Ministeren har dog, selv om hun har ’stor forståelse for den vanskelige situation’, som den pågældende familie er havnet i, ’ikke aktuelle planer om at ændre reglerne for byggeskadeforsikring.
Økonomisk skadesløs
Hun henviser i sit svar til Mona Juul til, at man som bygningsejer tegner en byggeskadeforsikring, når man ønsker at opføre et hus eller en lejlighed:
- En byggeskadeforsikring har til formål at holde bygningsejeren økonomisk skadesløs, hvis der opstår skader på boligen som følge af måden, den er opført på, påpeger ministeren.
Det fremgår af bekendtgørelsen om byggeskadeforsikring hvilke typer af byggeskader der er dækningsberettiget:
- Det er forsikringsselskabet, der vurderer, om den konkrete skade er dækket af forsikringen, forklarer ministeren.
Udbedring eller erstatning
Hvis forsikringsselskabet anerkender, at en skade er dækket af forsikringen, skal forsikringsselskabet enten iværksætte en udbedring af skaden eller udbetale erstatning til ejeren af boligen.
Hvis forsikringsselskabet vurderer, at skaden ikke er dækket af forsikringen, kan der klages til Ankenævnet for Forsikring. Forsikringsselskabet har ikke pligt til at udbedre byggeskader, før entreprenøren har haft mulighed for at foretage udbedring.
- Den i artiklen omtalte sag er præget af det særtilfælde, at entreprenøren, der har forestået byggearbejdet, er gået konkurs. I den situation, hvor entreprenøren bag byggeriet går konkurs, eller ikke får iværksat en udbedring af skaden, da tilsiger gældende regler, at forsikringsselskabet skal iværksætte udbedringen, lyder budskabet.
Domstolsafgørelse
Forsikringsselskabet har ifølge artiklen ikke anerkendt familiens krav på erstatning:
- Den endelige afgørelse om erstatningsansvar henhører under domstolene. Derfor er det domstolene, der ultimativt skal vurdere, hvorvidt det er forsikringsselskabet, der skal dække bygningsskaden. Det fremgår af artiklen af Karina Pedersens sag afventer domstolenes afklaring på erstatningsansvaret, slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.