Målinger på vindmøllevinger
Ny bygning til test af store konstruktioner på DTU Risø Campus
Bygningsstyrelsens har netop afleveret en ny bygning til DTU Vindenergi på Risø Campus i forbindelse med indvielsen af Villum Center for Advanced Structural and Material Testing den 7. november.
Den nye bygning, DTU Large Scale Facility, rummer unikke testfaciliteter af høj international standard til forskning i styrke og udmattelse af store konstruktioner som f.eks. vindmøllevinger, der udsættes for komplekse belastninger.
Bygningsstyrelsen er bygherre og ejer af forsøgshallen på 1.560 m2, der er udført med forstærkede betongulve. Her kan virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder fremover lade store strukturer teste i tre prøvestande ligeledes udført i beton. Vindmøllevinger eller andre slanke konstruktioner kan testes i kategorier af længder på op til 15m, 25m eller 45m.
En mandskabsbygning i to etager på i alt 460 m2 er opført inde i forsøgshallen med kontrolrum, værksted, depot, besøgscenter og servicefaciliteter.
- Vi har haft et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde, mellem alle parter på byggeprojektet, med en effektiv og smidig byggeproces, som har resulteret i et vellykket byggeri til Villum Center med gode rammer for testforsøg og forskning på DTU Vindenergi, udtaler Claude Sauzet, projektleder i Bygningsstyrelsen.
Seniorforsker på DTU Vindenergi, Kim Branner, glæder sig til at tage faciliteterne i brug.
- Vi har fået nogle fantastiske rammer for vores forskning og vi glæder os meget til at komme i gang med arbejdet. Vi forventer, at forskningen omkring testfaciliteten vil føre til bedre og mere sikre strukturer til gavn for samfundet.
Forsøgshallen og faciliteterne er bygget af Dansk Halbyggeri som totalentreprenør.
Læs mere om testfaciliteterne her
- eca