Montagefirma går ind i sikringsbranchenScan Agenturs administrative leder Dorte Nørr skal sammen med Jan Kallehave stå i spidsen for den daglige drift af sikringsfirmaet. Foto: Kasper Roed

Montagefirma går ind i sikringsbranchen

Smede-, svejse- og montagefirmaet Kallehave Stål & Montage i Nordborg overtager sikringsfirmaet Scan Agentur i Kruså og venter at fordoble omsætningen på 2-3 år

Smede-, svejse- og montagefirmaet Kallehave Stål & Montage i Nordborg udvider sine aktiviteter til også at omfatte sikringsanlæg primært rettet mod industrien og den offentlige sektor.

Det sker med overtagelsen af sikringsfirmaet Scan Agentur i Kruså. Virksomheden har siden 1991 specialiseret sig i levering af porte, bomanlæg, personkarruseller, hegn og elektroniske pullerter til både industri, den offentlige sektor og det private marked.

-Jeg ser store muligheder for at videreudvikle Scan Agentur. Der er mange synergier med Kallehave Stål, så en fordobling af omsætningen inden for de næste 2-3 år, mener jeg, er realistisk, siger siger grundlægger og ejer Kallehave Stål & Montage Jan Kallehave.

Skærpet trusselsbillede
Det er boet efter Henning Kudsk, som grundlagde Scan Agentur, der sælger virksomheden med tilhørende ejendomme til Kallehave Stål. Henning Kudsk døde mellem jul og nytår i en alder af 61 år.

Scan Agentur, der beskæftiger tre medarbejdere og tre eksterne montører, har de senere år oplevet en pæn vækst, bl.a. fordi kravene til sikring af både offentlige pladser og industrielle anlæg er skærpet som følge af det almindelige trusselsbillede i samfundet. Dertil kommer levering af avancerede port- og bomanlæg til campingpladser og havne. Handelen omfatter også Scan Agenturs afdeling umiddelbart syd for den dansk-tyske landegrænse. Samlet omsætter Scan Agentur for godt syv mio. kr.

-jhn

Fakta:
Midt i finanskrisen etablerede Jan Kallehave i 2010 Kallehave Stål & Montage. Først som enkeltmands virksomhed med på fokus på stålkonstruktioner til byggebranchen. I dag, otte år senere, beskæftiger den alsiske virksomhed 38 medarbejdere og omsætter for over 30 mio. kr.

Virksomheden er underleverandør til entreprenører og industri og har specialiseret sig i forarbejdning af rustfrit stål og byggestål til bl.a. altaner, gelændere og trapper. Dagbladet Børsen har et par gange tildelt virksomheden Gazellepriser for vækst i både omsætning produktion, ligesom selskabet har kandideret til flere lokale hæderspriser.


19/1 2018