MT Højgaard vækster massivt i Aarhus
Alene i 2016 er 40 nye medarbejdere blevet ansat hos koncernen i aarhus-området, og man forventer, at væksten vil fortsætte
Der er travlt hos MT Højgaard. Det gælder ikke mindst på kontoret i Risskov ved Aarhus, hvor antallet af medarbejdere nu nærmer sig 200. Den danske byggekoncern har de seneste tre år gennemført en omfattende turnaround og står i dag stærkere end nogensinde.- Meget har ændret sig inden for dansk byggeri de seneste fem år. Krisen har blandt andet gjort, at der er blevet ryddet op i branchen, og i dag kan du kun være med, hvis du har fuldstændig styr på dine processer. Samtidig bliver nybyggeriet mere og mere kompliceret. Der er flere krav til blandt andet energioptimering og dokumentation, og det taler til vores fordel og er en af forklaringerne på vores fremgang, forklarer sektionsdirektør med ansvar for nybyggeri i Jylland og på Fyn, Mogens Nielsen.
Og der er markant fremgang hos MT Højgaard i Aarhus. Alene i 2016 er 40 nye medarbejdere blevet ansat til afdelingen i Risskov, og lige nu kan Mogens Nielsen nærmest bruge så mange medarbejdere, som han kan få.
Sektionsdirektøren fortæller, at de senere års udviklingen inden for byggeriet især er gået i den digitale retning. Her har MT Højgaard investeret massivt i de såkaldte VDC-laboratorier (Virtual Design and Construction), og koncernens afdelingen i Risskov har et af landets største VDC-laboratorier. VDC handler om at bygge digitalt, inden man sætter første spade i jorden, og herved kan en lang række fejl undgås og budget og tidsplan overholdes.
Byggeaktivitet i Jylland
Byggeaktiviteten i Østjylland er meget stor i øjeblikket, og det er den væsentligste årsag til den kraftige vækst hos MT Højgaards afdeling i Risskov. Afdelingen står blandt andet for flere etaper på Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby og har netop påbegyndt opførelsen af et 21.500 m2 stort boligbyggeri på Bassin 7 på den nye havnefront i Aarhus. Men også byggerier andre steder i Jylland er på projektlisten, og ordretilgangen vokser støt.
Koncernens ordrebeholdning er steget 30 % det seneste år og ligger nu på 8,7 mia. kr.
-kj