Naturmaterialer og moderne byggemetoder – En nyfortolkning af Bedre Byggeskik Fotos: Adam Mørk.

Naturmaterialer og moderne byggemetoder – En nyfortolkning af Bedre Byggeskik 

Det kan være en udfordrende opgave at skulle balancere æstetik, funktionalitet og bæredygtighed. At det kan lykkes, er det nye byggeri på Julemærkefondens Hus et fint eksempel på  

Af Chris Kragh 

Den nye bygning vil fremstå med murede facader i sækkeskuring, røde tegltage og rødmalede trækonstruktioner: Klassiske elementer, som også findes i den historiske bygning, Haraldsborg.  

Inspirationen fra Bedre Byggeskik er tydelig, men der er ikke tale om et rent historisk projekt.  

Bærende konstruktioner udføres med moderne metoder, hvor in-situ beton med bræddeforskalling giver et råt og ærligt udtryk, og etagedækkene bygges op som hybridkonstruktioner af CLT (Cross-Laminated Timber) og beton.

Dette sikrer en solid bæreevne samtidig med, at materialets naturlige skønhed og tekstur bliver synlig. Ved at kombinere beton og træ på denne måde opnås et effektivt byggeri, der også er mere miljøvenligt end rent betonbaserede konstruktioner. 

Men naturmaterialer i et byggeri tilfører ikke kun æstetik. Det tilfører også bygningen en sanselig kvalitet. 

Fleksibilitet og fremtidssikring 
Indretningen i Haraldsborg er tænkt fleksibelt, så bygningen kan tilpasses de løbende forandringer, der utvivlsomt er, når livet og en organisation udvikler sig.  

Skillevæggene udføres i birkefinér, hvilket giver en lethed og varme til rummene. Samtidig muliggør materialet en høj grad af fleksibilitet. Både i forhold til fremtidig ombygning og forskellige funktionsbehov. 

Det sikrer bygningens relevans over tid og er dermed med til at bidrage til at forlænge dens levetid. Og det er ikke et uvæsentligt element i den bæredygtige tankegangs tidsalder.  

Fremtidige ejere med nye behov vil også kunne drage fordel af denne fleksibilitet, hvilket gør bygningen til en investering i både nutiden og fremtiden. 

En moderne fortolkning af Bedre Byggeskik 
Projektet på Julemærkehjemmet Haraldsborg repræsenterer en relevant kombination af klassiske og moderne byggemetoder.  

Ved at lade naturmaterialernes ærlige kvaliteter komme til deres ret og skabe en arkitektonisk helhed, der både passer til omgivelserne og understøtter bæredygtige principper, er dette et projekt, der kan være med til at vise vejen frem for også fremtidens byggeri.   

Holdet bag projektet 
Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur leder projektet som totalrådgiver i samarbejde med ABC Rådgivende Ingeniører A/S og Landskabsarkitekterne Roskilde ApS.  
C.C. Brun Entreprise A/S er valgt som hovedentreprenør og står for udførelsen.

13/12 2024