NCC hædret med pris for sikkerhed
Sikkerhed er altid nummer et hos NCC, og målet er 0 ulykker og i går torsdag modtog NCC Civil Engineering Energinets arbejdsmiljøpris for deres høje sikkerhedsniveau
NCC trækker nye kabler for Energinet på nogle centrale strækninger i Københavns-området. Det er en udfordrende opgave, hvor der på grund af forholdene undervejs blandt andet skal graves dybere end sædvanligt. Det kræver ekstra opmærksomhed på sikkerheden.
Charlotte Ægidius, arbejdsmiljøkoordinator, havde indstillet NCC til prisen, og hun sagde blandt ved overdragelse af diplomet:
- Jeg er rigtig stolt over at stå her i dag og skulle overrække jer et diplom som bevis på, at I er modtagere af Energinets arbejdsmiljøpris 2018. Det daglige arbejde med sikkerhed & arbejdsmiljø er noget vi gør både for os selv og hinanden. Og jeg ved fra mit samarbejde med jer, at I, præcis som vi hos Energinet, har fokus på, at det vi laver skal være sikkert, så vi alle kommer hjem til vores kære, når arbejdsdagen er slut.
Tænker på alle
Som begrundelse for at tildele NCC Energinets arbejdsmiljøpris, nævnte Charlotte Ægidius, den 'overdækkede cykelsti' skabt af container, som NCC etablerede langs Vejlands Alle:
- I fastholdt et vedvarende højt fokus på SIKKERHEDEN, da I tænkte i 3 dimensioner, og på den måde etablerede både et sikkert arbejdsområde for medarbejderne og samtidig satte sikkerheden og fremkommeligheden for de mange trafikanter (biler, cyklister & fodgængere) i højsædet.
Holdet modtager prisen med stolthed
- Vi er stolte over at modtage prisen. Det er en anerkendelse af, at vi arbejder meget fokuseret med sikkerhed. Det gælder både sikkerheden for de mennesker, der bor i området, trafikanter og naturligvis vores egne medarbejdere, siger produktionschef Mads S. Jørgensen.
Sikkerheden er altid en prioritet, når NCC Civil Engineering løser sine graveopgaver, som ofte foregår i bynære områder og på meget begrænset plads.
- Sikkerhed er altid nummer et hos os i NCC. Energinet stiller også store krav, og på den måde udfordrer de os til at blive endnu bedre. Det er rart, når vi har kunder, der prioriterer alles sikkerhed højt. De har også fokus på vores medarbejderes trivsel, så vi oplever faktisk, at det er et fælles projekt, og det er fantastisk at arbejde i sådan et miljø, siger områdedirektør Kim Høgh Thomsen.
På byggepladsen begynder hver dag med en sikkerhedsbriefing, hvor der er fokus på dagens arbejde, og hvor man taler de særligt udfordrende opgaver igennem, så der er en strategi for, hvordan enhver opgave løses så sikkert som muligt.
- Det er vores ansvar, at vores håndværkere lærer de sikre arbejdsmetoder fra start. Vi accepterer en længere opstartsproces for at forberede vores folk bedst muligt, for det vigtigste er, at det bliver gjort ordentligt, siger produktionschef Mads Sjørmand Jørgensen.
-jhn