Nu skal der hegnspæle om offentlige aktiviteterErhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius (Foto:Ricky John Molloy)

Nu skal der hegnspæle om offentlige aktiviteter

Regeringen kommer med et udspil, der skal sikre fair konkurrence mellem offentlige og private opgaveløsere. Lovgivningen strammes, og der oprettes en ny klagemyndighed

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Regeringen er i forbindelse med finanslovsforhandlingerne kommet med et udspil, der skal ’stoppe offentligt opgavetyveri’, og det kan ikke mindst få betydning for byggesektoren, idet regeringen blandt andet peger på en opstramning af de kommunale kontrolbud på forskellige opgaver.


Hvis en kommune eller region sender en opgave i udbud, kan kommunen eller regionen selv afgive et bud på at løse opgaven – kontrolbud - for at sikre, at borgerne ikke betaler overpris. Dermed vinder offentlige udbydere ofte opgaver, som de selv har udbudt.


Det har gennem årene været stærkt kritiseret af blandt andre Dansk Byggeri, hvor erhvervspolitisk direktør Torben Liborius ikke direkte vil beskylde kommunerne for at fuske med beregningerne, men siger til BygTek:

Mangler nødvendig dokumentation
- En række kommuner har haft overordentligt vanskeligt ved at dokumentere, hvordan de har lavet de beregninger, som deres kontrolbud bygger på. Det har været meget svært for dem at levere den nødvendige dokumentation, siger Torben Liborius.

Det gælder såvel håndværkerydelser som ydelser inden for park- og vejområdet:
- Det er godt, at regeringen kommer med det samlede udspil, og nu skal vi lige have overstået kommunalvalget. Så håber vi, der kommer skred i udviklingen i den rigtige retning. Det er fantastisk positivt, at regeringen med udspillet når hele vejen rundt om de offentlige erhvervsaktiviteter, men vi skal også have de offentlige selskaber med. Det gælder eksempelvis hele forsyningssektoren, hvor der er masser af selskaber, der reelt er underlagt kommunal beslutningskompetence, men hvor aktiviteten foregår i ly af en selskabskonstruktion uden konkurrenceudsættelse, siger Torben Liborius.

EWII / TREFOR
Han nævner eksempelvis EWII i Trekantområdet - det tidligere TREFOR - der ligefrem har eget entreprenørselskab, TREFOR Entreprise:

- Det er et egentligt entreprenørselskab, som drives af et forsyningsselskab. Men vi kan ikke se, om entreprenørafdelingens økonomi i virkeligheden understøttes af kunderne, der køber energi, i forsyningsselskabet. Vi ved ikke, om de finansierer entreprenørarbejder, der laves for billigt, over energiregningen, siger Torben Liborius.

Dårligere ydelse
Regeringen fastslår i sit udspil, at reglerne for kontrolbud ikke er tilstrækkeligt klare - hverken for kommunerne eller virksomhederne:

- Det kan i værste fald betyde, at det bedste og billigste tilbud ikke vinder udbuddet. Det er til skade for borgerne, der risikerer at betale for meget og modtage en dårligere ydelse. Samtidig kan det betyde, at kommunen står tilbage med en vis usikkerhed for, om reglerne er blevet overholdt. Uklare regler kan for den enkelte virksomhed betyde, at det kan være svært at se, hvilke kriterier der er lagt til grund for tildelingen af en opgave.

- Det kan i sidste ende betyde, at virksomheden ikke fremover byder på offentlige opgaver. Det er stik imod hensigten. Regeringen vil derfor skærpe de gældende kontrolbudsregler, så der sikres en større åbenhed og stærkere opfølgning med kontrolbuddene, skriver erhvervsminister Brian Mikkelsen i oplægget.

Tydelige hegnspæle
- Det er virksomhederne, der skal drive erhvervsvirksomhed i Danmark – ikke det offentlige. Det er virksomhederne, som i sidste ende finansierer den offentlige sektor, og virksomhederne kan derfor ikke være tjent med at blive udkonkurreret af det offentlige på et unfair grundlag. Jeg er glad for, at vi med udspillet nu får sat tydelige hegnspæle op for de offentlige aktiviteter.

- Vi tager et stort og vigtigt skridt med den nye lovgivning på området. Samtidig giver vi virksomhederne et sted, hvor de kan klage. I dag oplever mange virksomheder, der er blevet udsat for unfair konkurrence, at de bliver kastebold mellem forskellige myndigheder. Det gør vi op med nu, siger erhvervsministeren.

Kun én klageinstans
Der er i dag flere indgange, når virksomhederne ønsker at klage over konkurrenceforvridende offentlig erhvervsvirksomhed, og det kan ifølge regeringen gøre det uigennemskueligt for virksomhederne, hvor de skal rette klager til og kan skabe uklarhed om, hvilke myndigheder der har til opgave at håndtere de enkelte klager.

I Konkurrencerådets rapport fra 2016 angav 66 procent af de virksomheder, som ikke har klaget, selv om de mener at have haft grund til det, at det kræver betydelige økonomiske ressourcer at rejse en klagesag, hvilket ikke nødvendigvis modsvarer en eventuel gevinst.

Dertil kommer, at virksomheder oplever at blive sendt rundt mellem forskellige tilsynsmyndigheder.

Regeringen vil derfor gøre det lettere og mere gennemsigtigt for virksomheder at klage over offentlig erhvervsaktivitet. Der skal kun være én indgang for klager over offentlig erhvervsvirksomhed.

7/9 2017
  • Kompliceret modernisering af 248 boliger i Glostrup afsluttet

    Kompliceret modernisering af 248 boliger i Glostrup afsluttet

    byggeri ›Efter godt to års byggearbejde er energirenoveringen og moderniseringen af Birke/Bøgeskoven, Glostrup Boligselskabs afdeling 33, nu afleveret
  • Stort gennembrud for genbrug af beton

    Stort gennembrud for genbrug af beton

    byggeri ›Fem års forskning i innovationsprojektet StructuralReuse har givet den danske byggebranche konkrete testmetoder, vejledninger og pilotcases for beton, stål og træ. Efterspørgslen på genbrugsmaterialer fra bygherrer og rådgivere er stor
  • Erhvervsskolernes ledere har for lidt indflydelse og for meget at se til

    Erhvervsskolernes ledere har for lidt indflydelse og for meget at se til

    byggeri ›Den første kortlægning af lederne på landets erhvervsskoler peger på et behov for at styrke ledelsen på skolerne. Samarbejdet mellem lederne på de enkelte skoler har stor betydning for, om det lykkes at sikre flere faglærte i fremtiden
  • Vigtigt at fastholde stærk kultur under vokseværk

    Vigtigt at fastholde stærk kultur under vokseværk

    byggeri ›- Vi konkurrerer med globale spillere, men vores styrke er, at vi udvikler løsninger tæt på markedet og tilpasser os lokale behov. Min opgave er at fastholde vores kultur, mens vi vokser, siger Dana Lims administrerende direktør, Lars Christensen
  • SMV’er tøver med at skifte til andre banker

    SMV’er tøver med at skifte til andre banker

    byggeri ›38 procent af SMV’erne har overvejet at skifte bank det seneste år, men næsten halvdelen vurderer, at et bankskifte vil være besværligt
  • AI kan ikke fortrænge håndens arbejde

    AI kan ikke fortrænge håndens arbejde

    politik ›Kunstig intelligens kan ikke lægge et gulv, sætte tagspær eller renovere ”fru Hansens” sommerhus. Det er stadig brug for den faglærte håndværker
  • Byggebranchen er solid trods lille hop i konkurser

    Byggebranchen er solid trods lille hop i konkurser

    byggeri ›I september gik 95 bygge- og anlægsvirksomheder konkurs. Det er en stigning på lidt under 7 procent i forhold til september 2025, hvor 89 selskaber måtte lukke. Trods stigningen er det samlede billede for byggeriet fortsat, at konkursniveauet er lavt
  • Konkurser i byggeriet (Uge 42/2026-1)

    Konkurser i byggeriet (Uge 42/2026-1)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger