Ny arkitektur: Bygning 116, DTU

Ny arkitektur: Bygning 116, DTU

DTU’s største auditoriebygning har gennemgået en gennemgribende renovering, der på én gang bringer faciliteterne op til moderne standard og samtidig bevarer den unikke arkitektur 

Af Jan Pasternak. Fotos: Adam Mørk og Laura Stamer  

DTU, Danmarks Tekniske Universitet, har i en del år været i gang med en ambitiøs udviklingsplan for deres største campus i Lundtofte nord for København. I planen indgår både renoveringer og transformationer af områdets oprindelige bygninger og nybyggerier til undervisning og forskning. I 2021 havde universitetet mere end 11.200 studerende og 6000 ansatte, hvoraf en stor del holder til i Lundtofte.

DTU, dengang Danmarks Tekniske Højskole, er tegnet af arkitektparret Eva og Nils Koppel og opført i perioden 1961-74. Der er tale om et stort område opdelt i fire kvadranter med en spredt bebyggelse af lave bygninger i parklignende omgivelser og med rigelig plads til bilparkering. Hovedparten af bygningerne er de såkaldte ’Normalhuse’, som er 100 meter lange længehuse med facader i gule mursten med sorte træpartier og vinduer. Afvekslende med Normalhusene er et antal specialhuse, som rummer bl.a. værksteder og auditorier. 

Nu er den centrale bygning i 1. kvadrant så blevet renoveret og delvist ombygget. Bygningen rummer DTU’s største auditorium med 275 pladser, to mindre auditorier samt et antal holdlokaler. Bygningen er opbygget omkring en stor og høj central kerne med auditorierne og omliggende gangarealer. Kernen af omgivet af en lavere bygning, der indeholder et antal holdlokaler til undervisning og et stort foyerområde ved hovedindgangen. To parallelle, lave bygninger på hver side af hovedbygningen rummer også undervisningslokaler, men de har ikke været berørt af renoveringsprojektet.

- Koppel har skabt en meget robust ramme, som vi har kunnet arbejde videre med, og bygningen står stadig flot, men var ikke tidssvarende i forhold til, hvordan vi i dag tænker et levende og udadvendt studiemiljø. Der er tale om en gennemgribende renovering, der nok snarere skal kaldes en transformation, fordi vi har skabt helt nye miljøer i bygningen. Grundlæggende har strategien dog været at tilføje nye lag til arkitekturen fremfor at lave om. Når vi har erstattet noget, så har vi kun brugt materialer af høj kvalitet, forklarer projektleder fra DTU, Laura Utke Graae Jørgensen.  

Respekt for de oprindelige tanker

Renoveringsprojektet er udført med stor respekt for Koppel-parrets oprindelige tanker, så bygningens arkitektur og stemning er bevaret, samtidig med at oplevelsen alligevel føles tidssvarende. Overordnet set er bygningen energirenoveret med bl.a. nyt tag, nye vinduer og nyt varme- og ventilationssystem. Auditorier og holdlokaler er blevet gennemrenoveret og de store fællesområder er renoveret og transformeret. Projektet har været indstillet til Renoveringsprisen, og Bygning 116 er som Danmarks første nyrenoverede bygning certificeret på sølv-niveau.

- Projektet er udviklet i samarbejde med brugerne på DTU, fremfor at vi fik et program udstukket af ledelsen. I stedet for at smøre midlerne tyndt udover hele bygningen har vi koncentreret os om at opdatere den midterste del ordentligt. Arbejdet har i høj grad handlet om at skrælle de lag af, som er tilføjet over de sidste 50 år og søge tilbage til de værdier og kvaliteter i de gamle bygninger, som vi gerne vil bevare. Det er både bæredygtigt og økonomisk fordelagtigt, og det sikrer, at vi bevarer den røde tråd i byggeriet, siger sagsarkitekt Peter Villaume fra Rørbæk & Møller Arkitekter, der har været arkitekt på dette og flere andre renoveringsprojekter på DTU.  

Aktiverede arealer 

En af de mest markante ændringer er transformationen af de 1000 m2 store gang- og foyerarealer rundt om auditorierne i kernen. De har tidligere kun været benyttet som gennemgangsrum, men er nu opdateret med varme, ventilation og forbedret akustik. I gangene er opstillet små specialbyggede inventar-øer designet af Christensen & Co Arkitekter, hvor grupper på op til seks studerende kan sidde og arbejde. Foyeren er blevet møbleret med runde borde til mindre gruppearbejder. 

De højtsiddende vinduer hele vejen rundt om arealerne giver masser af lys, men har tidligere givet en lidt kælderagtig stemning i rummene. Det problem er nu løst ved at åbne mest muligt op til omgivelserne og ind til holdrum og auditorier med glasdøre. De karakteristiske store teglflader på kernen og det oprindelige skifergulv er bibeholdt, men alle lofter er udskiftet. Holdlokalerne er renoveret med bl.a. nye lofter, gulve og store digitale skærme til undervisningsbrug. Enkelte holdlokaler er fjernet for at give plads til åbne områder til gruppearbejde.

Overalt i bygningen er primærfarverne i den oprindelige og meget stringente farvesætning blevet suppleret med diskrete kulørte indslag på tekstiler og vægflader farvesat af kunstneren Malene Bach.  

Opdaterede auditorier

I det store auditorium har man også bevaret udtrykket i rummet, samtidig med at det er gennemgribende opdateret med ny teknologi. De hvide skaller i loftet har fået ny gipsbeklædning og fremhæves med LED-strips mellem skallerne. Det samme gælder sidevæggenes skaller, der har fået ny træbeklædning og belysning. Scenen har fået udskiftet de gamle tavler med en stor gennemgående digital skærm med én lang tavle nedenunder. Væggen kan skjules med et let scenetæppe designet af Malene Bach.

Inventaret i auditoriet er bevaret, men stolene har fået betræk, stellene er blevet malet og bordene er blevet udskiftet. Det overordnede layout i salen er bevaret, hvilket bl.a. indebærer, at foredragsholderen reelt står i kælderplan, mens stolerækkerne skråner opad mod indgangene i stueplan. 

I de to mindre såkaldte ’flex-auditorier’ valgte man ifølge Peter Villaume at gå en anden vej. Også her stod underviseren i kælderniveau, men de lange, smalle rum gav en lidt underlig stemning og dårlig kontakt med den bageste halvdel af tilhørerne. Takket være den rigelige loftshøjde i bygningen var det imidlertid muligt at løfte gulvet op i højde med stueplan. Samtidig er orienteringen vendt 180 grader, så underviseren nu er i øjenhøjde med og tæt på de studerende. De mindre auditorier er også fuldstændigt opdaterede med nyt, fleksibelt inventar, store digitale skærme og nye gulve og lofter. 

Areal: 3450 m2

Arkitekt: Rørbæk & Møller Arkitekter

Bygherre: Danmarks Tekniske Universitet

Entreprenør: Jakon

Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører

 

Artiklen stammer fra magasinet Byggeri 8 2022

Klik her for at få tilsendt magasinet Byggeri 

31/10 2022