Ny økonomidirektør hos Johannes Fog
Med mange års erfaring fra detail og industri skal Tom Stengade fremover varetage ansvaret for økonomi- og regnskabsområdet i Johannes Fog. Han afløser Mads Hvelplund som økonomidirektør
Tom Stengade er tiltrådt som økonomidirektør hos Johannes Fog den 1. januar 2026. Han har overtaget posten efter Mads Hvelplund, der har varetaget stillingen gennem de seneste syv år.
Med sig bringer Tom Stengade økonomifaglig ballast og mange års ledelseserfaring fra både detail-, grossist- og industrivirksomheder – senest fra en lignende rolle i Bostik / Lip Nordics og tidligere FDB/Coop og TotalProduce/Dole.
For administrerende direktør, Karsten Østergaard Larsen, er ansættelsen af Tom Stengade en vigtig brik i den fortsatte udvikling af Johannes Fog:
- Mads har gennem syv år spillet en vigtig rolle i Johannes Fog. Han har været med til at sikre stabilitet og retning i en periode med store forandringer – og jeg vil gerne takke ham for hans stærke faglighed, store engagement og for den måde, han har bidraget til fællesskabet , siger han og fortsætter:
- Med Tom får vi en profil, der matcher vores ambitioner om at videreudvikle virksomheden. Hans erfaring og blik for både drift og strategi vil give os et stærkt udgangspunkt for at fortsætte vores udvikling med afsæt i de værdier, vi bygger vores virksomhed på.
Johannes Fog blev sidste år en del af XL-Byg.
- Johannes Fog har et stærkt brand og en helt særlig kultur, som jeg glæder mig til at blive en del af. Det er en traditionsrig virksomhed med lokal forankring og en stor og loyal kundekreds.
- Jeg ser frem til at bidrage med mine erfaringer og være med til at understøtte den fortsatte udvikling mod et større og stærkere Johannes Fog, lyder det fra Tom Stengade.
-dc