Ny rådgiver sluger fjerde ingeniørvirksomhedIngeniørgruppen vil på sigt skifte navn til Thranekær. De fem partnere bliver i virksomheden, og overtagelsen ændrer ikke hverdagen for hverken medarbejdere eller kunder.

Ny rådgiver sluger fjerde ingeniørvirksomhed

Med opkøbet af Ingeniørgruppen gennemfører Thranekær sit fjerde opkøb siden stiftelsen i juli 2025. 35 medarbejdere bliver en del af virksomheden, der tager endnu et skridt mod at blive en landsdækkende, partnerdrevet rådgivervirksomhed

Thranekær Rådgivende Ingeniører fortsætter sin opkøbsstrategi med investeringen i Ingeniørgruppen pr. 1. maj 2026.

Ingeniørgruppen er en rådgivende ingeniørvirksomhed med afdelinger i Varde, Vejen og Holstebro og en stærk faglig profil inden for blandt andet byggeri, anlæg, forsyning og totalrådgivning. Med mere end 60 års erfaring tilfører virksomheden både specialiserede kompetencer og stærke lokale relationer.

Med opkøbet bliver 35 medarbejdere fra Ingeniørgruppen en del af Thranekær, som herefter tæller 220 medarbejdere.

Overtagelsen er endnu et led i virksomhedens vækst siden etableringen i sommeren 2025 og skal understøtte ambitionen om at opbygge en landsdækkende rådgivende ingeniørvirksomhed med partnerdrevet ledelse, lokal beslutningskraft og stor frihed til medarbejderne. Væksten skal fortsat ske både organisk og gennem yderligere opkøb.

- Vi er meget glade for at byde Ingeniørgruppen velkommen i Thranekær. Det er en veldrevet virksomhed med stærke faglige kompetencer, stærke kunderelationer lokalt og en kultur, som matcher vores egen rigtig godt.

- Opkøbet er endnu et vigtigt skridt på den vækstrejse, vi er på, hvor vi bygger en landsdækkende rådgivervirksomhed med stærke lokale miljøer, høj faglighed og stor frihed tæt på kunderne, siger Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør i Thranekær Rådgivende Ingeniører.

Da Thranekær blev stiftet i juli sidste år, var det som et modstykke til den etablerede branche og med målet om at skabe en af branchens bedste arbejdspladser bygget på enkelhed og høj faglighed.

- Dygtige mennesker er branchens knappe ressource, og opkøbet er et vigtigt skridt i arbejdet med at skabe branchens bedste arbejdsplads.

- For os handler det om tillid til medarbejdernes faglighed og en enkel organisering, der giver plads til ansvar, ejerskab og nærhed til kunderne. Det skaber både arbejdsglæde og stærke resultater, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Ingeniørgruppen og de fem partnere i virksomheden har set et tydeligt match i kultur og værdier og i ønsket om at skabe stærke faglige miljøer uden KPI’er og tung central styring.

- Vi er meget begejstrede for at blive en del af Thranekær. Vi har fra starten oplevet et stærkt match både kulturelt og fagligt, og det har været afgørende for os.

- Thranekærs partnerdrevne model og fokus på lokal forankring og frihed til medarbejderne giver os et stærkt fundament for at udvikle virksomheden videre og åbner nye muligheder for vores medarbejdere, siger Lasse Bæk Olesen, administrerende direktør og partner i Ingeniørgruppen.

-dc

4/5 2026