Nye europæiske energikrav gør mange boliger usælgelige
De nyeste tal fra Boligsiden.dk viser, at antallet af solgte boliger fortsætter nedturen, og det dalende boligsalg gælder for samtlige boligtyper.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Tallene viser nemlig, at der i sidste uge (uge 39) blev solgt 1.212 boliger, og det er nogenlunde på samme niveau som ugen før, hvor der blev solgt 1.231 boliger. Selv om det samlede boligsalg aftager i et moderat tempo, er der trods alt tale om markant færre solgte boliger sammenlignet med de seneste år.
Eksempelvis blev der i uge 39 i år solgt 773 huse - et fald på 31 procent i forhold til tallene fra samme uge sidste år.
For både lejligheder og sommerhuse er antallet af solgte boliger knap halveret sammenlignet med de gennemsnitlige salgstal for uge 39 i årene 2015-2019.
Renter stiger med raketfart
Der blev i alt sat 2.179 nye boliger til salg i uge 39. Det er et fald på 10 procent sammenlignet med sidste uge, hvor der blev sat 2.414 nye boliger til salg.
Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg, siger i en kommentar til alene fra Boligsiden.dk, at inflation, energikrise og renter, der stiger med raketfart, tilsammen har dæmpet handelsaktiviteten på boligmarkedet:
- Og med udsigt til prisfald i den kommende tid, ser potentielle boligkøbere tiden an. Ifølge Boligsiden.dk lå det samlede boligsalg i september 2022 på 67 procent af niveauet i samme måned 2015-2019, dvs. perioden før de ekstreme Corona-år, siger han.
Halvering af ejerlejlighedssalg
Det er især ejerlejlighedsmarkedet, som er ramt. I hver af de fire uger i september er der på landsplan kun solgt godt 200 ejerlejligheder.
Dermed befinder handelsaktiviteten på den del af boligmarkedet sig på blot 52 procent af perioden før Corona, siger Bo Sandberg.
I det omfang, man kan tale om ’købers marked’ med stigende boligrenter og strammere kreditvurdering, er det især tilfældet øst for Storebælt, hvor udbuddet af enfamiliehuse det seneste år er steget 74 procent i Region Hovedstaden og 35 procent i Region Sjælland.
Underliggende negative tendenser
Bo Sandberg peger dog på, at der stadig er betydelige geografiske forskelle på boligmarkedet, med ’modstandslommer’, hvor det i et vist omfang stadig er ’sælgers marked’, fordi boligudbuddet stadig er meget lavt:
- Det seneste år er udbuddet af enfamiliehuse blot steget med seks procent i Nordjylland, med 11 procent Syddanmark og med 16 procent i Midtjylland. Det fortsat lave udbud af parcelhuse vest for Storebælt vil lidt endnu sløre de ellers ganske kraftige underliggende, negative tendenser, der er for prisdannelsen boligmarkedet, siger DI’s boligøkonom.
Skandaliserede ejendomsvurderinger
Bo Sandberg konstaterer, at der alt i alt uge for uge, måned for måned sker små skridt i retning af et mere udfordret boligmarked:
- Hovedstadens ejerlejlighedsmarked er gået i stå. Huse med bestemte opvarmningsformer har også sværere ved at blive solgt. og senest er det kommet frem, at nye europæiske energikrav vil gøre mange boliger usælgelige i deres aktuelle stand, afhængigt af, hvordan de kommende nye regler implementeres i dansk lovgivning frem mod 2030. Og hertil kommer skandaliserede ejendomsvurderinger, der lider under nye forsinkelser, slutter DI’s boligøkonom.