Nye ladestandere forslår som en skrædder et meget varmt sted
Transportministeren præsenterer seks nye ladeparker med i alt 132 pladser til lynopladning af elbiler frem mod 2030
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I forbindelse med forliget om ’Infrastrukturplan 2035’ afsatte partierne ½ milliard kroner til ladeinfrastruktur langs statsvejnettet.
De første 56 millioner kroner fra aftalen skal nu omdannes til arealer, hvor der etableres seks ladeparker, der samlet vil give 132 nye lynladepladser på Fyn og Sjælland frem mod 2030, og de første 26 pladser med lynladestandere kan tages i brug næste år.
Private operatører af ladestandere skal opsætte og driver ladestanderne på samme måde, som det i dag er tilfældet med tankstationer langs motorvejsnettet.
På Fyn og Sjælland
De første seks lynladeparker skal etableres:
Rønninge Nord og Syd på Fyn
Lillebælt Nord og Syd på Fyn
Tappernøje Øst og Vest på Sjælland
Der er i dag ladestandere på 35 rastepladser langs statsvejnettet.
- De første seks nye lynladeparker placeres på centrale dele af vejnettet og på rastepladser, hvor der ikke er ladestandere i dag. Der etableres ladeparker i begge retninger på de tre lokationer, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.
50 lynladestationer
Vejdirektoratet skal de kommende år anlægge i alt op mod 50 lynladeparker langs statsvejnettet i alle dele landet. De første seks anlægges i 2022 og forventes fuldt udbygget frem mod 2030 med 132 ladepladser.
I 2022 mødes forligskredsen igen for at beslutte, hvor de næste ladeparker skal placeres. Her er der allerede nu kig på række placeringer primært i Jylland.
Næste skridt et udbud af opsætning og drift af ladestanderne. Det er Vejdirektoratet der står for udbudsprocessen.