Nye muligheder for midlertidige studieboliger

Nye muligheder for midlertidige studieboliger

Mobilhouse udvider deres produktsortiment. Det betyder, at der fremover vil være yderligere 3 forskellige midlertidige boliger at vælge mellem

Mobilhouse udvider deres produktsortiment. Det betyder, at der fremover vil være yderligere 3 forskellige midlertidige boliger at vælge mellem og med det tiltag, sender Mobilhouse et signal om, at de endnu engang satser på vækst.

- Vi har mærket en stor interesse på markedet med vores studieboliger og indtil videre, har de få, der er præsenteret for de nye modeller også været begejstrede – vi tror på, at vi fylder et tomrum på markedet. Boligerne egner sig også til mere end blot studieboliger. Jeg kan se dem anvendt som eksempelvis motel eller hoteller, pendlerboliger eller koncepthuse, siger adm. direktør Benny Møller.

Storby-navne
De 3 modeller er bygget med storbyen for øje og de muligheder, det giver. Derfor får de deres identitet fra deres navne New York, Paris og Copenhagen.

I dag er modellen New York sat op i både Kalundborg og Viborg og flere projekter, der også omfatter modellerne Paris og Copenhagen er på tegnebrættet på nuværende tidspunkt.

De nye modeller 'Paris' og 'Copenhagen' er lavet med et ønske om, at kunne indgå i andre spændende projekter. Mobilhouse vil kunne tilbyde investorer og kommunerne flere muligheder, når det kommer til studieboliger og for nogle vil det give mere mening at tilbyde lidt større boliger til en højere pris end mindre billige boliger.

Mulighed for løft af bydele
Udover studieboliger er netop hoteller eller koncepthuse et godt bud på, hvad Mobilhouses boliger kan bruges til. Med det nye boligkoncept, så kan Mobilhouse forvandle tomme grunde rundt om i byerne til gode forretningsmuligheder i 5-10 år med mulighed for forlængelse. Med de løsninger som Mobilhouse har i sit sortiment, er der mulighed for at tilbyde boliger til meget rimelige priser og det giver investorer god mulighed for indtjening ved f.eks. at etablere boligkomplekser, hoteller og moteller, studieboliger og genhusning i forbindelse med renovering af boligejendomme mv.

En tom grund, der ligger hen inden et egentligt byggeri går i gang op til flere år efter er et spildt potentiale. Mobilhouse vil fylde det tomrum og kan derfor tilbyde at opsætte boliger i mellemtiden – de kan erhverves både som køb og leje og dermed kan det være risikofrit for ejeren af grunden.

Mobilhouse regner med at stå stærkt på markedet med det nye bredere udvalg og ser frem til at indgå flere aftaler om nye projekter.

-jhn

Fakta
Mobilhouse startede med at producere New York modellen i foråret 2017 og siden har interessen været stor. På nuværende tidspunkt er der opstillet 30 boliger i Viborg og 15 boliger + 1 vaskeri i Kalundborg. I løbet af 2018 vil der blive sat yderligere 16 boliger op i Kalundborg og der er flere væsentlig større projekter undervejs, som vil blive sat op i løbet af året.

De tre boliger har ud over forskelle i m2 også små forskelle i indretningen, hvilket gør brugen af dem alsidig. Alle boliger har eget køkken og bad, som er udført i kvalitetsmaterialer og er indrettet for optimal udnyttelse af pladsen. Boligerne er også udstyret med både terrasse på 6,5 m2 og et udendørs skab på 0,7 m2, hvor der er mulighed for opbevaring eksempelvis af en cykel.

Planloven, der blev vedtaget 1. juni 2017 giver kommunerne mulighed for, at give dispensation fra eksisterende lokalplaner i op til 10 år, hvis der er tale om etablering af midlertidige studieboliger. Efter de 10 år vil det stadig være muligt, at opnå en ny dispensation, såfremt behovet stadig eksisterer.

Når studieboligerne kan få lov til at stå i op til 10 år, så skaber det ligeledes gode investeringsmuligheder. For en kommune kan det betyde, at de ikke skal stå med finansieringen selv, men kan lade det være op til en investeringspartner.

2/11 2017