LCA
scroll
Nye plejehjem tager maksimale hensyn til ansatte og demente beboere fsb’s administrerende direktør Bjarne Larsson (th) og partner og regionsdirektør i AART, Jakob Andersen, underskriver aftale om totalrådgivning på to nye, visionære plejehjem i Bystævneparken i Husum.

Nye plejehjem tager maksimale hensyn til ansatte og demente beboere

fsb har valgt Aart som totalrådgiver til to nye plejehjem i Bystævneparken i Husum. Plejehjemmene vil blive opført til at have fokus på minimal CO2-udledning i byggefasen og i den efterfølgende drift, og det er målet at opnå DNGB Guld-certifikation

Boligselskabet fsb opfører frem mod 2027 to nye plejehjem på 23.100 m2 og med 249 plejeboliger til ældre københavnere i Bystævneparken i Husum Haveby.

fsb har netop udpeget samarbejdspartnerne i arkitektvirksomheden Aart som totalrådgiver på projektet med Artelia og Sted By og Landskab som underrådgivere.

Aart har allerede slået nye streger for plejehjemmene, og de oprindelige planer om to bygninger er blevet til tre på hhv. to etager, tre etager og fem etager.

Bygningerne bliver placeret som en naturlig overgang mellem villakvarteret i Husum til de nærliggende etageejendomme i fsb’s byggeri Voldparken.

- Omkring tre ud af fire beboere på danske plejehjem lider af demens.

- Derfor bliver de to laveste bygninger opført med særlige hensyn til beboere med forskellige grader af demens, mens den højeste af bygningerne bliver et plejehjem til ældre med somatiske sygdomme, forklarer byggechef i fsb, Lone Zeeberg Nielsen.

- Der er mange forskellige typer af demens, og de fungerer ikke alle godt sammen. Derfor giver det mening at dele beboerne i demensplejehjemmet op i to bygninger, hvor vi kan tage særlige hensyn til forskellige behov.

- Den højeste bygning bliver til gengæld plejehjem for beboere med somatiske sygdomme, som typisk vil have behov for større boliger med plads til hjælpemidler, end beboere med demens har, siger hun.

Udearealerne og naturen i Husum Haveby er tænkt ind både i indemiljøet og i de sansehaver, som vil omkranse plejehjemmene.

- Samlet vil plejehjemmene lægge stor vægt på hjemlighed og tryghed for både beboere og ansatte, siger partner og designansvarlig i Aart, arkitekt Claus Smed Søndergaard.

- I forslaget arbejder vi med at styrke oplevelsen af naturen i plejehjemmet og samspillet med lokalområdet og potentialet i Husum Haveby.

- Med fokus på at skabe plads til mangfoldighed, tænker vi i rammer, der fremmer en sanselig oplevelse af hjemlighed, tryghed og samhørighed til gavn for både beboernes unikke behov og personalets gode arbejdsmiljø, siger Claus Smed Søndergaard.

Til at rådgive omkring den optimale indretning af plejehjemmene har fsb etableret en ekspertgruppe på fem personer med indgående kendskab til plejehjem og demens foruden en værdibaseret bygherrerådgiver, der primært fokuserer på de overordnede grundværdier fra projektets værdiprogram.

Ydermere har de to plejehjems forstandere samt andre med erfaring fra daglig drift af plejehjem fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning rådgivet i at skabe rammen for en velfungerende og godt udtænkt arbejdsplads.

- Vi har gennem workshops med repræsentanter for de kommende brugere udviklet principper for lyse og venlige rumligheder, hvor farvetemaer og indretning afspejler både beboernes og plejepersonalets kulturelle mangfoldighed og forskelligartede behov i rum, der er gode til både at bo og arbejde i, forklarer Claus Smed Søndergaard.

Plejehjemmene vil blive opført til at have fokus på minimal CO2-udledning både i byggefasen og i den efterfølgende drift, og det er målet at opnå DNGB Guld-certifikation.

Der vil blandt andet blive genbrugt materialer fra nuværende bygninger i Bystævneparken, og alle nye materialer vil skulle levere materialepas, der beskriver deres evne til at indgå i cirkulært byggeri. Desuden vil træ så vidt muligt blive et gennemgående byggemateriale.

-dc

10/6 2024