Nyt bygningsreglement gør elevatorer til affaldsskakterMiljøkonsulent Simon Stig-Gylling (Foto: Ricky John Molloy)

Nyt bygningsreglement gør elevatorer til affaldsskakter

Dansk Byggeri advarer mod, at det nye Bygningsreglement kan skabe bunker af affald hos gamle og handicappede

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det skulle være så godt, men så er det faktisk 'skidt' i bogstaveligste forstand – måske endda masser af skidt i form af affald.

Det skyldes ifølge miljøkonsulent Simon Stig-Gylling fra Dansk Byggeri, at der i det nye Bygningsreglement (BR15) ikke længere er krav om, at der skal etableres affaldsskakte i nye etageejendomme over tre etager.

Beboerne skal altså bære det daglige husholdningsaffald ned ad trapperne og hen til ejendommens affalds-ø. Det lyder måske meget fornuftigt, men det vil gøre hverdagen vanskelig for mange – især ældre og gangbesværede.

Stærkt kritisabelt
Simon Stig-Gylling kalder det ’stærkt kritisabelt’, at regeringen fjerner kravet om affaldsskakte, og han peger på, at alle dermed skal bære deres daglige husholdningsaffald ned ad trappen for at undgå lugtgener:

- Det vil skabe et helt usædvanligt dagligt besvær – især for ældre og gangbesværede, der skal have andre til at bære deres affald ned. Det er et uværdigt og uretfærdigt forslag – og spild af brug af varme hænder og penge.

Unødvendig ændring
Ændringerne betyder blandt andet, at der bliver flere kvadratmetre til udlejning, ligesom det skal sikre, at blandt andet glas, papir og metal komme til genanvendelse i stedet for at blive kastet i affaldsskakten sammen med det daglige husholdningsaffald:

- Men danskerne sorterer mere og mere af deres affald. De kan se pointen, og vi ved fra undersøgelser, at de sagtens kan skelne mellem det husholdningsaffald, der må komme i en affaldsskakt, og det, der skal ned i gården. Derfor er det en helt unødvendig ændring af reglerne - affaldsskakte er den bedste løsning i bygninger med mange trapper, siger Simon Stig-Gylling, der over for BygTek gør opmærksom på, at det med moderne teknologi i dag sagtens kan lade sig gøre at sortere affald i affaldsskakter.

Nogle dårlige historier
Han erkender, at der har været ’nogle dårlige historier’ om gamle skakte, der ikke har levet op til nutidens krav:

- Man har ikke forsynet dem med den nye teknologi, og derfor har de været uhygiejniske og ikke levet op til krav om sortering. Men hvordan forestiller man sig, at der kommer til at lugte i elevatorerne, når gangbesværede ældre og handicappede stiller deres skraldeposer med eventuelle utætheder på gulvet, og hvordan skal de kunne komme ud og sortere affaldet i diverse affaldsbeholdere?

Simon Stig-Gylling siger til BygTek, at ”det er ikke godt nok”:

Har ikke lyttet
- Man har ikke lyttet til branchen i forhold til viden om den moderne teknologis muligheder for sortering af affaldet gennem affaldsskakten. Der kommer alt for uklare meldinger i Bygningsreglementet. Man glemmer også, at et byggeri, der måske i første omgang opføres som kontorer, måske efter 20-30 år skal ombygges til ejerboliger eller ældreboliger. Det skal indregnes fra starten i form af et fleksibelt byggeri – ikke mindst i forhold til den cirkulære økonomi. Man skal nemt og forholdsvis kunne renovere sig til en ny anvendelse af et byggeri, slutte Simin Stig-Gylling.

Han opfordrer derfor til, at Bygningsreglementet præciserer kravene til de arealer, der etableres for at borgerne kan komme af med det affald, der skal genbruges. Miljøsektionen finder blandt andet kravet til placering ’i umiddelbar nærhed af bygningens hovedindgange’ uklart og derfor uanvendeligt for dem, der skal bygge.

5/9 2017