Nyt domicil for Toprent kørt i StillingVisualisering: Arkitektfirmaet Frost Larsen, Skanderborg.

Nyt domicil for Toprent kørt i Stilling

Toprents nye domicil på godt 11.000 etagemeter bliver markant, synligt fra motorvejen og et af de største i Skanderborgs erhvervsområde

Toprent i Stilling lige nord for Skanderborg, der sælger professionelle produkter til rengøring og hygiejne, opfører nu et nyt domicil på godt 11.000 etagemeter. Byggeriet bliver markant, synligt fra motorvej E45 og et af de største i Skanderborgs erhvervsområde.

Det nye domicil skal medvirke til at sikre planlagt vækst i de kommende år, og investeringen er på ca. 60 mio. kr. til køb af byggegrund, oprydning på grunden og til selve byggeriet, der omfatter 8968 m2 lager og 1911 m2 kontor i to etager med facade ud mod Niels Bohrs Vej.

Horsens-entreprenøren BASE Erhverv har vundet opgaven i totalentreprise og påbegynder arbejdet med opførelsen af det nye domicil umiddelbart efter sommerferien. Virksomheden samarbejder i projektet med Tri-Consult, Viby J. som ingeniører og Atrio arkitekter fra Horsens, mens arkitektfirmaet Frost Larsen, Skanderborg har designet det nye domicil og er desuden også rådgiver for bygherren.

- Både arealmæssigt og økonomisk er projektet det næststørste i BASE Erhvervs historie. Vi har arbejdet meget længe med sagen, og ser nu frem til et rigtig godt samarbejde med alle parter. Vort totalentreprise-team har arbejdet sammen tidligere, og vi har også tidligere arbejdet sammen med bygherrens rådgiver. Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og ser frem til at aflevere det samlede projekt til bygherren i juni 2017, siger direktør Klaus Rønslev, BASE Erhverv.

Det nye domicil opføres i betonelementer og får 14 porte ind til lageret - de 10 af dem bliver med portsluser. Facaden opføres som en kombination af stålplader og betonelementer med mange store træ/alu vinduespartier i to etager og med front ud mod motorvej E45. En del af facaden bliver som en perforeret stålplade med Toprent-logoet.

-kj

14/6 2016