Nyt studie: Genbrugsmaterialer holder lige så godt som nye materialer
Et 30-årigt langt studie konkluderer nu, at man ikke skal være bange for at anvende brugte byggematerialer i sit husbyggeri. Hvis de gamle materialer udvælges med omhu, er holdbarhed og styrke den samme, som når man bruger tilsvarende nye materialer
I dag er dokumentation for genanvendte materialers kvalitet og holdbarhed ofte en barriere for at genanvende byggematerialer i større skala i nybyggeri og omstille til cirkulær økonomi i byggebranchen. Et nyt 30-årigt studie dokumenterer nu kvalitet og holdbarhed af genbrugte materialer.
- Der har manglet erfaringstal i branchen. Dette studie viser, at hvis materialer udvælges med omhu inden de anvendes i byggeriet, så fremstår de lige så flotte som nye materialer efter 30 års brug, siger Marlene Thorman fra WSP, som har været projektleder på undersøgelsen.
Tre huse bygget for 30 år siden i genanvendte materialer
I perioden 1990 til 1994 blev der bygget tre huse af 80-90 % genanvendte materialer i Horsens, Odense og København. Gennem 30 år har almindelige familier boet i husene og nu er der udført tekniske materialeundersøgelser af byggeriet og både beboere og driftsansvarlige er blevet interviewet om deres oplevelse med ‘De genanvendte huse’. Det er der kommet rapporten ‘De genanvendte huse’ ud af.
Materialerne fremstår flotte, ikke mere vedligehold og glade beboere
Rapportens overordnede konklusion er:
- De genanvendte materialer fremstår efter 30 års brug lige så gode som, hvis der var brugt nye materialer ved opførelsen.
- Vedligeholdelse af husene er ikke mere omfattende end ved nye boliger.
- Beboerne er glade for at bo i deres huse.
Projektet har med stor tydelighed vist, at der ikke er problemer med at bygge nye huse med genbrugte og genanvendte materialer i forhold til holdbarhed og styrke. Interviews med repræsentanter for boligselskaber, driftsansvarlige og beboere bekræfter den positive opfattelse af de genbrugte og genanvendte materialer i de tre huse. Der har ikke været øgede udgifter til vedligeholdelse gennem årene, og flere beboere har ikke bemærket, at de bor i et hus bygget af genbrugte og genanvendte materialer.
- Der er en vilje i byggebranchen til at ville genanvende materialer, men en usikkerhed omkring holdbarheden. Med dette studie får vi nu en nyttig viden om f.eks. genanvendt nedknust beton, genbrugt konstruktionstræ og gulvbrædder, siger Marlene Thorman.
Hvis affaldsmaterialer udvælges med omhu, fremstår de meget fint 30 år senere
De udførte materialeundersøgelser understøtter bredt den bærende konklusion i projektet, at genbrugte og genanvendte materialer i længden holder lige så godt som tilsvarende nye materialer. Det er dog vigtigt, at de genbrugte og genanvendte materialer, der anvendes til byggeriet udvælges med omhu og eventuelt testes, og der kan være særlige forhold, der skal iagttages under selve byggeprocessen for at sikre et godt resultat.
Dokumentation af genanvendte materialers kvalitet og holdbarhed over tid
Der er med projektet ‘De genanvendte huse’ opnået en dokumentation for genanvendte materialers kvalitet og holdbarhed og det lover godt for genanvendelse af byggematerialer og omstilling til mere cirkulært byggeri indenfor nybyggeri.
Projektet er finansieret af Realdania. WSP (tidl. Golder) har planlagt, koordineret og sørget for dokumentation, mens Øllgaard – Rådgivende Ingeniører har udført tilstandsvurderinger og Tre – Rådgivende Ingeniører og Biologer har sørget for rapportering.
-tmk