Onde cirkler bliver brudt
Renovering med bæredygtige materialer sikrer boligforeningers fremtid. Det er der gode eksempler på i både Sønderjylland og Sydsjælland
Med afsæt i en pulje på 18. mia. kr. i Landsbyggefonden til renovering i den almene boligsektor er boligforeninger landet over allerede i gang med store, gennemgribende renoveringsprojekter af nedslidte boliger.
I nogle tilfælde betyder renoveringen alt for boligforeningens fremtidige overlevelse. F.eks. var lejeboligerne Skovparken i Egernsund i Sønderjylland så nedslidte, at mange beboere flyttede derfra.
Det har truet Skovparken af konkurs på grund af manglende huslejeindtægter og store udgifter til den daglige drift og vedligeholdelse. Det forklarer Mikael Kjer Jensen, direktør for boligforeningen B42, som udlejer Skovparken.
- En renovering skulle være med til at forhindre en konkurs, og det har været helt centralt at satse på byggematerialer med minimal vedligeholdelse og lang levetid, siger Mikael Kjer Jensen.
Højere energistandard
På grund af B42’s erfaringer med vedligeholdelsesfri Steni-plader gennem mere end 30 år, valgte boligforeningen Steni-plader til husenes tage og til facaderne i kombination med mursten.
Facaderne er blevet isoleret, og de 48 huse har fået nye vinduer og døre. Det skal give Skovparken en bedre energistandard, et bedre image og en langt bedre daglig driftsøkonomi.
Ifølge Mikael Kjer Jensen er Skovparken nu ved at slippe af med sit image som et nedslidt boligområde, fordi boligerne er blevet løftet til moderne standarder. Beboerne strømmer igen til Skovparken, selvom renoveringen endnu ikke er helt færdig.
Moderne standarder
Karsten Nagel, arkitekt og partner i arkitektfirmaet Mangor & Nagel, har arbejdet med renovering af almennyttige boliger i mange år. Det er hans erfaring, at det er svært at fastholde beboere i lejemål, hvor lejlighederne er nedslidte og ikke lever op til moderne standarder, hvad angår bygningsudtryk, indretning og klimaskærm.
Mangor & Nagel er i gang med et af de største renoveringsprojekter i virksomhedens historie – renoveringen af 460 lejemål i boligafdelingen Sydbyen i Slagelse. Projektet støttes af Landsbyggefonden.
- Boligforeningerne i Sydbyen ønskede en renovering for at kunne fastholde og tiltrække de stærke beboere. Hvis man lader boliger blive helt nedslidte, kan det ende i en beboersammensætning, som ikke er attraktiv. Udover en billigere varmeregning får Sydbyen også et bedre image. En renovering giver beboerne en anden selvforståelse og stolthed over det område, de bor i. Det betyder meget, når man skal fortælle, hvor man bor , forklarer Karsten Nagel.
Fokus på driftsøkonomi
Mangor & Nagel er disse år totalrådgivere på mange helhedsplaner, der omfatter renovering af almene boliger.
Ligesom Mikael Kjer Jensen fra boligforeningen B42 oplever Karsten Nagel fokus på, at renoveringen skal have en positiv effekt på boligforeningernes driftsøkonomi på lang sigt.
- Det er et krav fra boligselskaberne, at vi bruger materialer, der holder i lang tid, så driftsøkonomien ikke bliver belastet af vedligeholdelse. Så vi tænker langsigtet, inden for den økonomiske ramme vi har, når helhedsplaner udformes og materialer vælges, siger Karsten Nagel.

Lejeboligerne i Sydbyen i Slagelse har været igennem en omfattende renovering.
Nye altaner lyser op
I Sydbyen har Mangor & Nagel kombineret forskellige materialer, som matcher hinanden i forhold til en lang levetid og minimal vedligeholdelse. De efterisolerede gavle er blevet beklædt med det brune Kolumba Tegl.
For at give beboerne udkig til de grønne områder, er det lavet glaskarnapper på gavlene, som omsluttes af specialtilpassede hvide Steni-facadeelementer. De hvide elementer på de brune gavle skaber en sammenhæng mellem gavlene og bygningernes lyse facader.
Alle lejligheders altaner er desuden blevet udvidet for at give beboerne mere glæde af altanerne, som også omsluttes af Steni-facadeelementer ligesom indgangspartierne til opgangene.
- Beboernes trivsel har spillet en stor rolle i renoveringen af Sydbyen, og moderniseringen giver både lejlighederne og hele området et markant løft, siger Karsten Nagel.
-cmn