Paulsen skal udvide plejecenter med 59 boliger
For tredje gang indgår Skanderborg Kommune og Paulsen et samarbejde. Denne gang er opgaven, at entreprenøren fra Them syd for Silkeborg skal udvide Plejecenter Dagmargården med 59 boliger
Del artiklen påByggeselskabet Paulsen A/S har indgået aftale om udvidelsen af Plejecenter Dagmargården i Skanderborg.
Dagmargården-projektet omfatter en udvidelse af plejecenteret bestående af 59 plejeboliger fordelt på tre etager med tilhørende servicearealer og p-kælder. Udvidelsen er på ca. 7000 m2 og sammenbygges med det eksisterende Plejecenter Dagmargården.
Boligerne er alle på 38 m² med ét værelse, opholdsstue med tekøkken og eget toilet/bad. De fælles arealer omfatter bl.a. spisestuer, køkken, opholds-, aktivitets- og grupperum.
Den eksisterende del af Dagmargården er i fuld drift under hele udførelsesperioden, og der er ingen beboer, der skal relokeres, mens arbejdet står på. Eventuelle udfordringer for beboerne under arbejdet løses med beboerne, pårørende og personale.
Det er tredje gang, at Skanderborg Kommune afvikler et projekt med Paulsen, der denne gang arbejder sammen med bygherre Skanderborg Andelsboligforening, bygherrerådgiver Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, arkitekt GPP Arkitekter A/S, samt ingeniør Sweco Danmark A/S.
-dc